Hoffmann forventer nedgang i aktiviteterne i 2020
OPDATERET kl. 14:55 med kommentarer fra Hoffmanns adm. direktør Torben Bjørk Nielsen:
Hoffmann A/S havde fremgang på både top- og bundlinje i 2019, hvor afslutning af flere store projekter, et øget antal serviceopgaver og opstart af nye projektsamarbejder fyldte godt i ordrebogen.
Det oplyser Hoffmann, som er en del af den børsnoterede norske byggekæmpe Veidekke, i en pressemeddelelse i kølvandet på moderkoncernens årsrapport, der blev offentliggjort tirsdag.
Til gengæld bliver indeværende år ifølge Hoffmanns ledelse et mellemår, før aktiviteterne atter tager fart i 2021, fremgår det.
Læs også: Norsk byggekæmpe spår lavere vækst i Danmark
Omsætningen hos den danske bygge-, teknik- og anlægsentreprenør steg sidste år til knap 1,8 mia. kr. fra 1,7 mia. kr. i 2018. Samtidig blev resultatet før skat øget til 129 mio. kr. fra 113 mio. kr. året før.
Ifølge Hoffmanns adm. direktør Torben Bjørk Nielsen har selskabets daglige virke i ”maskinrummet” tæt på kunderne og projekterne, samt tilpasningen til en mere presset markedssituation, været væsentligt medvirkende til resultatet. Et resultat, som direktøren kalder "tilfredsstillende".
- Vi er stolte af resultatet, og det ligger på linje med, hvad vi ellers har leveret, siger Torben Bjørk Nielsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han fremhæver, at Hoffmann med en overskudsgrad i 2019 på 7,2 ligger over de fleste af konkurrenterne i branchen. Sådan har det været i en årrække, og sådan skulle det gerne fortsætte, fastslår direktøren.
- Vores mål er at bibeholde vores lønsomhed på mere end 5 pct. Det er der meget få entreprenører herhjemme, der har formået, siger han
Hoffmann er i øjeblikket i gang med såkaldte Fase 1-projekter - dvs. projektsamarbejder, hvor entreprenøren er med i tilblivelsen af projektet lige fra starten - for i alt ca. 2,8 mia. kr.
Det gælder bl.a. Carlsberg Byen, hvor Hoffmann opfører 52.000 kvadratmeter kontor og butikker inklusive ca. 400 boliger i et karré/tårn på 100 meter samt 10.000 kvadratmeter parkeringskælder.
Hoffmann er også i gang med udvikling af et stort ferieresort på Als med 500 feriehuse, havnepromenade, centerbygning med restauranter, kontorer og lagerfaciliteter mm. for BMC Fonden (Bitten & Mads Clausen Fonden) og Linak A/S, fremgår det.
Nedgang på 10 pct. i år
Ovenstående projekter vil dog først give omsætning fra 2021, hvorfor der forventes en nedgang i aktiviteterne i 2020 på ca. 10 pct.
- Mange af vores projekter er afsluttet i 2019, og derfor er ordrebeholdningen lavere nu, siger Torben Bjørk Nielsen.
Ifølge regnskabet var Hoffmanns ordrebeholdning på 1,5 mia. kr. ved udgangen af 2019 mod 1,9 mia. kr. på samme tidspunkt året før.
Forventningen er, at den samlede ordrebeholdning i 2020 når op på niveau med sidste år.
Når det gælder omsætningen, har Hoffmann et mål om at nå 2 mia. kr. inden for fem år, oplyser direktøren.
- Vores mål er at omsætte for 2 mia. kr., men jeg er ret overbevist om, at det kommer vi ikke til i 2020. Jeg forventer, at vores omsætning i år bliver på niveau med 2019 eller lidt mindre, siger han.
Hoffmann oplyser, at selskabet i år starter en strategiproces, som har til formål at fastholde og udvikle Hoffmanns position som ”Den løsningsorienterede partner”.
Selskabet har i årets løb haft tre arbejdsskader med fravær iblandt Hoffmanns medarbejdere, samtidigt med at sygefraværet er fastholdt på 1,7 pct.
mio. kr. | 2019 | 2018 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 1.786 | 1.717 |
. | ||
Resultat før skat | 129 | 113 |
. | ||
Overskudsgrad, pct. | 7,2 | 6,6 |
. | ||
Ordrebeholdning | 1.502 | 1.900 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019. |