23948sdkhjf

Spadestik åbner nationalparks rå natur

Øde klitlandskaber, kronhjorte i flok og en vestenvind, der sjældent tager en fridag. Der er nok at opleve for de flere hundredtusinder, der årligt lægger vandrestøvler eller brede cykeldæk forbi Nationalpark Thy, og nu får de et helt nyt udgangspunkt for naturoplevelserne. 

Landets første nationalparkcenter, Nationalparkcenter Thy, bliver nu en realitet. Æren af at sætte officielt gang i byggeriet tilfaldt 250 børnehavebørn fra Thy, som sammen med miljøminister Lea Wermelin, Ulla Vestergaard, borgmester i Thisted Kommune, og Torben Juul Olsen, bestyrelsesformand i Nationalpark Thy, netop har taget første spadestik. 

Selve centret, som er udarbejdet af Loop Architects i samarbejde med LB Consult, SLA og Coast, bygges nænsomt ind i en klit i Nørre Vorupør. 

- Med Nationalparkcenter Thy kan endnu flere få øjnene op for nationalparkens rå og vilde natur. Det giver både værdi for de mange besøgende, men også for lokalsamfundet, der kan tiltrække flere danske og udenlandske besøgende til området, siger miljøministeren. 

Nationalparkcentret får fokus på formidling af områdets unikke natur. Centret skal samtidig lede besøgende ud i de dele af naturen, der kan tåle mest, og væk fra nationalparkens mere sårbare områder. 

Nationalparkcenter Thy forventes at åbne i foråret 2021. Den samlede projektsum for byggeriet er på 32 mio. kroner. 

Bag projektet står Nationalparkfond Thy, Thisted kommune, A.P. Møller Fonden, Realdania, Nordea-fonden, Augustinus-fonden, William Demant-fonden samt en lokal støtteforening, der har samlet bidrag fra lokale virksomheder, foreninger og privatpersoner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111