Nyt om navne
NCC
Bjarki Finnbogason, områdedirektør i NCC Civil Engineering, fylder 50 år lørdag 11. januar.
Bjarki er oprindeligt uddannet tømrer i 1989 i sit hjemland Island. I 1992 rejste han til Danmark og uddannede sig til bygningsingeniør fra Odense Teknikum. Efter endt uddannelse fik han straks job i Øresunds konsortiet ØTC, hvor han arbejdede som Site Engineer indtil 1997, da han kom til det daværende NCC Rasmussen & Schiøtz, som siden blev til NCC Danmark A/S.
Gennem mere end 20 år i NCC, har Bjarki Finnbogason haft ansvaret for en række store projekter. Til at begynde med som produktionsleder i NCC’s råhusenhed, hvor han siden blev senior produktionschef. Blandt de store, komplicerede betonprojekter, han har stået i spidsen for, er det karakteristiske affaldsforbrændingsanlæg Amager Bakke i 2013-2015.
I 2015 skiftede han til NCC’s anlægsenhed Civil Engineering, hvor han nu leder enhedens anlægsbetonafdeling.
Lemvigh-Müller
Roland Sørensen, 51 år, er ansat som facilitychef hos Lemvigh-Müller. Her skal han lede og udvikle driften af stål- og teknikgrossistens fysiske rammer, herunder administrationscentre, lagre og 23 håndværkerbutikker.
Roland Sørensen er oprindelig uddannet elektriker, men har arbejdet med teknisk og strategisk ejendomsadministration gennem en stor del af sin karriere.
Han kommer senest fra en stilling som Facility Manager hos teknikentreprenøren Lindpro, hvor han løste opgaver for medicinalkoncernen Novo Nordisk i Bagsværd.
Tidligere har Roland Sørensen bl.a. arbejdet som teknisk koordinator for storkunder hos facility management-virksomheden ISS Facility Services.