23948sdkhjf

Værdiskabende værktøj begejstrer byggebranchen

Det kræver grundig planlægning at tilpasse sig byggebranchens høje tempo og omskiftelighed, hvorfor digitale planlægningsværktøjer er blevet hverdag i mange virksomheder – en udvikling, der også har ramt stilladsmarkedet, hvor et nyudviklet digitalt stilladsprogram kan bidrage til øget produktivitet og gøre det lettere at imødekomme skærpede dokumentationskrav

Byggeriets skiftende vinde er især mærkbare inden for betonbranchen, hvor viden hele tiden vokser, grænser flyttes og nye tendenser opstår. Det oplever man også hos PERI, der i mere end 50 år har været pionerer inden for forskallings- og stilladsteknologi.

 – De seneste år har vi bemærket en opbremsning i elementbyggeri og en større efterspørgsel på forskallingsmateriel til in-situ beton, men den største ændring er på renoveringsmarkedet, hvor et stigende antal energirenoveringer stiller krav om stabile adgangsveje og arbejdsplatforme. Mange spillere i byggebranchen finder dog stilladsmarkedet svært at manøvrere i og budgettere med, og derfor har vi udviklet dét, vi kalder Integreret Stillads Program, fortæller Morten Brix, adm. direktør hos PERI Danmark.

 Det forkromede overblik

Det nyudviklede program består af et 3D-design af stilladsløsningen, statisk dokumentation samt planlægningsværktøjet PERI Path, der giver montagefirmaet et detaljeret materialebehov, tidsforbrug og estimeret omkostning. Det er den fremadstormende bygge- og stilladsvirksomhed, Vida A/S, som er frontløbere for værktøjet i Danmark.

 – Da vi allerede benyttede os af PERI-stilladser og godt kan lide den her tyske effektivitet i tingene, så lå beslutningen lige til højrebenet. Med PERI Path er der styr på både lageret og stumperne på de enkelte sager, og vi har mulighed for at kunne følge økonomien meget nøje. Vi ved også nøjagtigt, hvad gutterne skal have med på deres lastbiler i dag, i morgen og på mandag for at kunne løse opgaven, udtaler Henrik Sørensen, adm. direktør hos Vida A/S

 Dokumentation, ordentlighed og styring

Et andet aspekt, som stilladsprogrammet fra PERI forholder sig til, er sikkerheden ved opstilling af stilladser samt dokumentationen heraf. Ifølge Henrik Sørensen er det et indsatsområde, som branchen i stadig stigende grad efterspørger:

 – Der har været nogle kedelige sager i medierne med stilladser, som er styrtet sammen under stormvejr, og det er rent held, at ingen er kommet alvorligt til skade. Derfor bliver det mere og mere aktuelt med dokumentation omkring statik og andre sikkerhedsmæssige hensyn, som netop er integrerede i PERIs stilladsprogram, fortæller Henrik Sørensen og fortsætter:

– Hvis man lever efter den dokumentation, ordentlighed og styring, som PERI Path-systemet muliggør, er man et langt stykke af vejen i forhold til den certificeringsordning, som er blevet etableret i stilladsbranchen. Det er desuden vores håb, at vi fremstår mere attraktive ved at kunne dokumentere, at der er styr på forretningsgange, statik og lignende. Derudover bidrager det til større medarbejdertilfredshed, når tingene er ordentligt tilrettelagt, da man har mulighed for at producere mere i en branche, som er bygget op omkring akkordbetaling, afslutter Henrik Sørensen.

Programmet er lavet for at servicere store industrivirksomheder med mange forskellige stilladsopgaver på ét projekt, og systemet anvendes i stor stil i Nordamerika.

Gennem samarbejdet med Vida A/S er værktøjet blevet modificeret til danske forhold, hvor stilladsvirksomheder typisk har mange projekter på samme tid - frem for forskellige stilladsopgaver på ét stort projekt.

Stilladsprogrammet har stor nytteværdi ved det stigende antal energi- og klimarenoveringer (herunder facadeisolering, efterisolering af tage og vinduesudskiftning), som finder sted i hele landet.

Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126