23948sdkhjf

BNS skyder SKIF-byggeri i gang med samprojektering

Skævinges eksisterende idrætshal ombygges og udvides til et samlingspunkt for kulturliv, sport og forretningsliv.

B. Nygaard Sørensen A/S (BNS) har vundet byggeriet i det nordsjællandske, oplyser entreprenørfirmaet på sin hjemmeside. Men før BNS endeligt overtager projektet skal det skrues helt på plads i samprojektering med bygherren Hillerød Kommune og arkitekterne Christensen & Co, som har tegnet projektet, samt Rambøll og 1:1 Landskab. 

- Samprojekteringsfasen er en spændende proces, hvor vi har mulighed for at komme med vores input til projektet og dermed være med til at verificere løsninger og mængder, inden vi overtager den endelige projektering, fortæller afdelingschef i B. Nygaard Sørensen, Tjørn Djurhuus, i meddelelsen. 

Projektet er en totalentreprise med en entreprisesum på 23,25 mio. kr. Byggeriet går i gang 1. august 2020 og fortsætter 12 måneder frem. 

Julemarked og fotoudstilling i SKIF
Hillerød Kommune gennemførte i 2018 en konkurrence om udførelse af om- og tilbygning af Skævinge Kultur, Idræts- og Fritidshus (SKIF). 

Udbuddet blev vundet af Christensen & Co Arkitekter med Rambøll som ingeniørrådgivning og 1:1 Landskab som landskabsarkitekter. 

Ideen bag projektet er, at SKIF skal være et sted, hvor børn og voksne kan spille badminton og håndbold, men også et sted hvor der kan afholdes julemarked, kunstudstillinger og madaftener og hvor fotoklubben eller den lokalhistoriske forening kan mødes. 

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125