23948sdkhjf

Boligudvikler gav sig selv et benspænd

Der var forsinkelser. Og ikke altid lige klima-neutrale løsninger. Ørestad-boligerne Ressourcerækkerne bød på mange problemer. Men folkene bag er glade for processen med genbrugsmaterialer. En stejl grøn læringskurve er nødvendig frem mod en mere bæredygtig byggefremtid

Ressourcerækkerne i Ørestad Syd på Amager er blandt de første upcyclede boliger herhjemme.

De er bygget med gamle mursten fra Carlsberg, med upcycling-vinduer og gulve samt overskydende træ fra Metro-byggeriet. Dermed er der sparet ressourcer og betydelige mængder CO2 i opførelsen i forhold til traditionelt byggeri.

- Vi har indledt et større samarbejde med NREP (Nordic Real Estate Partners), der har været optaget af klimadagsordenen og det at bygge med genbrugsmaterialer. I den spæde start var det dem, der motiverede og fik os med, siger Tony Christrup, direktør i AG Gruppen.

Dialog frem for advokat-trussel
Vi møder ham og byggeleder Martin Wogelius på en regnfuld efterårsdag i det nye kvarter. Men gråvejret kan ikke fjerne indtrykket af et æstetisk smukt og gennemarbejdet byggeri.

- Det har dog krævet en del af kollegerne og de involverede i projektet, fordi materialerne for eksempel ikke kom helt så skarpt og til tiden, som de var vant til. Men når der var problemer, fik vi det løst i fællesskab, frem for at ringe til en advokat. Fra dag 1 har vi haft en tilgang om, at konflikterne løser vi i dialog, siger Tony Christrup til Licitationen.

Hvor lå de største problemer?
- Teglfacaden kommer blandt andet fra Carlsberg Byen, og elementfabrik ligger i Nordjylland. Det betyder, at murelementerne er taget ned, anbragt på en vogn, kørt til Nordjylland, lavet til sandwichelementer, hvorefter de er kørt til Ørestad. Det er jo ikke klimaneutralt, men et billede på de udfordringer, vi havde. Næste gang er jeg sikker på, vi finder et sted i København, hvor elementerne kan sættes sammen. Men der er en læring i det, og det er ikke kun vores læringsproces; markedet kigger på dette og jeg synes, vi fremstår som et helt andet hold, efter det, vi har været igennem med både Upcycling Studios (nabobyggeriet, red.) og Ressourcerækkerne, siger AG-direktøren.

Hvordan har økonomien været i det?
- Den er afbalanceret. Men vi praler ikke af den. Det er til at håndtere fordi skalaen var, som den var. Og fordi vi beholder det, sammen med NREP, på egne hænder. Så det ligger i et ejerforhold mellem AG Gruppen og NREP, siger Tony Christrup.

Investering i fremtiden
Med andre ord ikke en bragende overskudsforretning, men god investering i fremtiden, ifølge AG-direktøren.

- Man skal jo være tonedøv for ikke at fange den nye bæredygtige dagsorden, og lige om lidt kommer regering og kommune buldrende med et eller andet. Og så er det jo stærkt, at vi har et hold, der kan imødekomme den udfordring, og ikke bliver presset til at betale dyre lærepenge. Her har vi trods alt kunnet styre det selv og vælge selv.

Ingen manualer
Heller ikke byggeleder hos AG Gruppen Martin Wogelius vil kalde processen normal:

- Det, som gav udfordringer i forhold til leverancerne, var, at der ikke var standarder for det, vi modtog. I nyt murværk må der ikke være hakker i stenene eller maling på, men det må der i princippet godt være her. For det er jo en del af historien at det er genbrugssten. Vi kunne ikke slå noget op i en retningsgivende manual i forhold til den visuelle vurdering, siger han til Licitationen.

Pivhamrende dyrt at stoppe
Samlet set kalder både han og Tony Christrup processen for "en sjov udvikling at være med til", men ikke uden problemer.

- Genbrugsbetonen kom ikke liiige til tiden, og vi oplevede også forsinkelser med facadeelementerne. Og de var måske ikke skruet optimalt sammen, siger Tony Christrup.

Der har dog ikke været byggemæssige udfordringer af betydning, tilføjer han.

- Men det er vigtigt, at man kan få materialerne til den tidsplan, vi lægger. Når man først begynder at bygge, er det pivhamrende dyrt at stoppe. Derfor kommer vi til at opleve, at nogle af de store nedbrydere i fremtiden vil have mere liggende på lager - fordi nedrivningsmateriale kan blive til nyt byggemateriale. Men man skal bruge sin sunde fornuft og ikke bare hovedløst kaste sig ind i det. Man kan jo ikke genbruge alt. Det skal være økonomisk rentabelt, samtidigt med, at man skal have respekt for klimaet.

Kan det blive mere fleksibelt med nye måder at projektere på; med parallelt kørende forløb, hvor man nærmest projekterer og bygger samtidigt, som man har set i andre nyere byggerier?
- Med de skalaer, vi opererer i, er vi ikke meget for det. Vi skal have sikkerhed for, at materialerne kommer til tiden, og at tingene er færdigudviklede. Vi har haft et supergodt samarbejde med Lendager Group, men vi er også i en modningsproces og noget udvikles undervejs. Det skal der selvfølgelig til, når det er nyt, men det kan også være farligt. For selvfølgelig skal der være en fleksibiltet, men der må ikke opstå for stor ventetid, siger Tony Christrup. ///

Læs mere: Forsinkelser var besværet værd

Artiklen er en del af temaet arkbyg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141