23948sdkhjf

Så fik Amager sin fantasibakke

Copenhill er verdens første skibakke på taget af et energianlæg. Arkbyg var med til åbningen af Københavns kæmpe nye legetøj

Efterårsblæsten rusker i den 85 meter høje affaldskatedral, Amager Ressource Center (ARC), der som noget helt unikt bærer en 370 meter lang skibakke på sin skrånende ryg. Og den virker.

Det grønne "sne", der ved første øjekast ligner en vertikal fodboldbane af kunstgræs, er pivglat. Og det har taget et halvt års tid at lægge den. Sikkerheden skal jo være i orden.

Bjerg af skrald forvandlet
Skiløbere var i går til ære for pressen i gang med at få fart under brædderne, mens anlægsgartnere havde travlt med at få de sidste træer i hovedstadens nye alpine landskab på plads inden åbningen i dag.

- Det er blevet et flot eksempel på hedonistisk bæredygtighed; at forvandle et bjerg af skrald til et ægte bjerg, som man kan lege på, siger arkitekt og BIG-partner David Zahle, der har været med fra begyndelsen af det alt andet end ukomplicerede byggeri.

Og så er der ifølge BIG-partneren noget magisk ved at to verdener mødes: Den effektive affaldshåndtering, der leverer fjernvarme til 25 pct. af hovedstadsområdet, og suset fra smukke bjerglandskaber.

- Vi mærker et fantastisk clash mellem to oplevelser, når vi ser både den funktionelle fabrik og udsigten over byen og sundet fra taget, siger han

Og det har været værd at vente på, siger Rasmus Astrup, landskabsarkitekt og partner hos SLA, der har designet tagparken med de mange specialindkøbte træer og planter.

- Det har handlet om at sprede biodiversitet og komme så tæt på et ægte bjerglandskab som muligt, altså ikke kun lave en dekoration. Derfor har vi også arbejdet med planter, der kan lide at vokse i over 80 meters højde, siger Rasmus Astrup.

Stor teknisk udfordring
Ikke overraskende har skianlægget gennem årene trukket internationale overskrifter. Sidste år kom der 71 udenlandske delegationer fra hele verden for at opleve alpelandskabet på toppen af industrikatedralen.

De står bag bakken

Bygherre : Amager Ressource Center (ARC) er bygherre for Amager Bakke og driver energianlægget
Fonden Amager Bakke : Opfører det rekreative anlæg
Skibakke-operatør : Copenhill A/S driver det rekreative areal
Arkitekt : BIG
Ingeniør (teknik) : Rambøll
Ingeniør (byggeri) : Moe
Landskabsarkitekt . SLA
Anlægsgartner : Malmos

Ifølge Jacob Simonsen, direktør på ARC, har det været en stor teknisk udfordring af få det indvendige til at spille sammen med det udvendige, da et affaldsenergianlæg som udgangspunkt ikke er beregnet til at være en rekreativ attraktion, men først og fremmest skal behandle affald og producere energi.

- Men i dag står vi med det sikreste affaldsenergianlæg, fortæller han.

- Der er skrevet tykke rapporter om sikkerheden, og eksperterne er kommet frem til, at risikoen for det værste katastrofescenarie - en eksplosion mens hundredevis af gæster står på ski - nærmest er lig med, at værket bliver ramt af en ufo med Elvis Presley bag roret.

Det er altså med stor fortrøstning, at de over 30 pressefolk fra ind- og udland bevæger sig fra det enorme affaldsanlægs effektive indre til toppen.

Her kan alle gæster, fra et land uden høje bjerge, nu under langt mere realistiske forhold stå på ski og forberede sig til skiferien. ///

Artiklen er en del af temaet arkbyg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.313