23948sdkhjf

Vinduesproducent høster første frugter af millioninvesteringer

Effektiviseret produktion betyder ikke, at STM hviler på de langelandske laurbær

Ønsket om at bevare arbejdspladser og produktion på Langeland har krævet store investeringer hos STM Vinduer.

Nu har firmaet høstet de første frugter af automationen og vendt sidste års underskud til overskud, fremgår det af vinduesproducentens netop offentliggjorte årsregnskab for 2018/19.

Med et resultat før skat på 2,8 mio. kr. er bundlinjen markant forbedret efter 2017/18’s underskud på 2,3 mio. kr.. Alligevel levede resultatet ikke op til forventningerne.

- Nu har vi jo gjort nogle meget store investeringer, så vi har selvfølgelig også haft nogle meget store ambitioner, og vi havde forventet en højere indtjening, fortæller adm. direktør Finn Methmann.

Direktøren er ikke meget for at sætte tal på de forventninger, men sørger dog for at understrege, at en forbedring på godt fem mio. kr. er et meget stort skridt i den rigtige retning. Også bruttoresultatet er STM lykkedes med at løfte godt fire mio. kr. i et år, hvor toplinjen ifølge Finn Methmann knap nok har bevæget sig.

Fremtidssikring på Langeland
STM Vinduer har produceret vinduer og døre på fabrikken på Langeland siden 1972. At man har valgt at investere et betragteligt millionbeløb i at automatisere dele af produktionen, skyldes ifølge Finn Methmann netop ønsket om at fastholde produktionen i Danmark.

- Det er et benhårdt marked, hvor det i stigende grad er prisen, der er afgørende faktor for salg. Derfor har det været nødvendigt at fremtidssikre produktionen på Langeland, fortæller direktøren.

Fremtidssikringen har blandt andet budt på indkøb af robotter og automatiseringsanlæg, og Finn Methmann fortæller, at hele den indledende del af produktionen nu er automatiseret. Det gælder bearbejdning, maling og den første del af montagen, og det har betydet, at man har kunnet mande en smule ned hos vinduesproducenten, hvor antallet af heltidsansatte er faldet fra 116 i 2017/18 til 107 medarbejdere i dag.

På Langeland er man i mål med de tunge investeringer for nu, fortæller Finn Methmann, der dog ikke vil ud med, hvor tunge de helt præcist har været. Direktøren kalder det et betragteligt millionbeløb, og selskabets balance er da også skudt markant i vejret gennem de seneste år fra 55,9 mio. kr. i regnskabsåret 2015/16 til nu at udgøre 88,2 mio. kr.

Nu skal der leanes
Næste skridt på vejen mod øget lønsomhed skal ifølge Finn Methmann hentes på det, han kalder øgede rationaliseringsgevinster.

- Nu går vi ind og fokuserer på at udføre noget lean i nogle af de afdelinger, hvor vi stadig har mange ansatte, så vi kan begynde at arbejde smartere og mere strømlinet, uddyber han.

Selvom man allerede har høstet de første frugter af den effektiviserede produktion, er der nemlig langt fra planer om at hvile på de langelandske laurbær.

- Vi skal hele tiden sikre os, at vi har den fornødne konkurrenceevne, også når det går godt, slår Finn Methmann fast.

STM Vinduer A/S
Mio. kroner 2018/19 2017/18
Bruttofortjeneste 55,11 51,08
Resultat af ordinær primær drift 4,36 -1,10
Resultat før skat 2,85 -2,30
Årets resultat 2,20 -1,81
Balancesum 88,17 88,44
Egenkapital 16,31 14,11
Gns. antal heltidsansatte 107 116
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2019
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104