23948sdkhjf

93 BIG-boliger i Nye

Efter mange måneders arbejde, design og planlægning tager håndværkerne igen fat i den nye by nær Aarhus

I byen Nye nord for Aarhus har gravemaskiner netop indtaget arealerne på ny. Opførelsen af Sneglehusene, tegnet af Bjarke Ingels Group, BIG, er dermed i gang.

Det skriver bygherren, Tækker Group, i en pressemeddelelse. 

Boligprojektet omfatter seks bygningskroppe bestående af to typer stablede boksmoduler, et rektangulært og et vinklet, som skaber bygningens sprialformede struktur. Denne struktur forener det at bo tæt med samtidig at have masser af luft og natur. Projektet indeholder 93 boliger i meget varierende størrelser, herunder både rækkehuse og lejligheder, og udgør i alt omkring 9.500 kvm. 

Vil danne reference for boligbyggerier mange år ud i fremtiden
Sneglehusene er resultatet af et langt samarbejde mellem Tækker Group og BIG. I 2014 var BIG et af de otte arkitekthold, der deltog i et fælles arkitektopdrag omkring udviklingen af etape 1 i Nye på i alt 650 boliger.
 

Hvert arkitektteam fik i opdraget udpeget et areal, og målet for hvert team var at lave det projekt, der på bedst mulig vis tog hensyn til Nyes værdier - variation, balance og liv. Til naboerne, naturen og landskabet. Og frem for alt menneskelig skala. 

I efteråret 2018 indgik Tækker Group så et samarbejde med CJ Group og BIG som både arkitekter og ingeniører for at videreudvikle og gennemføre Sneglehusene i totalentreprise til aflevering og indflytning i sommeren 2021.

- Vi ser i den grad frem til nu, at kunne påbegynde byggeriet efter mange måneders arbejde med design og planlægning. Med det helt igennem eksemplariske samarbejde mellem bygherre, rådgivere og entreprenør er vi helt overbeviste om at det vil lykkedes at skabe nogle rammer, som vil danne reference for boligbyggerier mange år ud i fremtiden, siger Mads Gjesing, partner hos Cj Group, i pressemeddelelsen. 

Ét stort fællesareal mellem boligerne
Sneglehusene omfatter boliger fra cirka 50 kvm op til cirka 150 kvm, herunder rækkehuse i en, to og tre etager samt etageboliger/lejligheder. Boligerne indeholder både terrasser og/eller altaner samt tagterrasser.
 

Den spiralformede bygningsstruktur, der er lavest i periferien og højest på midten, medfører, at de laveste bygninger har udsigt til det omkringliggende landskab og ind imod den fælles ”spiralhave”, mens bebyggelsen i midten har udsigt hen over de lavere bygninger og ud over Nye og Aarhusbugten, samt ind til den centrale sø i centrum af sneglen. Herudover har samtlige boliger nærhed og adgang til landskabet og det såkaldte mellemrum, hvor det enkelte hus’ have og rummet mellem husene bliver é stort samlet fællesareal. 

- Vi glæder os rigtigt meget til at følge dette projekt som introducerer en ny måde at bo på. Vi har udviklet på rækkehuset som typologi og resultatet her er blevet til en bolig hvor hver enhed indskriver sig i en stor spiral. Som et sneglehus. Projektet giver sammenhæng mellem de enkelte boligenheder og samtidig masser af natur og plads og luft mellem husene, udtaler Finn Nørkjær, partner i BIG.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125