23948sdkhjf

Klimabassin skal få styr på regnvand

Nyt anlæg i Sdr. Tranders gør det muligt for forskere og studerende at afprøve metoder til rensning af regnvand

Når regnvand fra nedløb og kloakriste på stræder og veje ender i naturen, er det ikke bare det rene vand, der følger masser af stoffer fra menneskelig aktivitet med.

Der kan derfor være situationer, hvor rensning er ønskværdig, og i indsatsen for at fremme det, indgår det klimabassin, der netop er blevet indviet i Sdr. Tranders ved Aalborg.

Bassinet er udarbejdet som en testlokalitet i samarbejde mellem Aalborg Universitet og Aalborg Forsyning og med støtte fra Vandsektorens Teknologiudviklingsfond (VTUF).

Hensigten er, at der på anlægget skal testes nye løsninger til rensning af regnvand. Placeringen tæt på universitet er netop valgt for at give studerende og forskere nem og praktisk adgang til bassinet, der reelt flytter forskning fra laboratoriet og ud i virkeligheden.

Klogere på miljøbelastning
- De direkte formål med klimabassinet er at sikre et bedre vandmiljø omkring Sdr. Tranders og Aalborg Øst. Ved samtidig at stille anlægget til rådighed for forskere og studerende understøtter vi forskningen i forhold til at blive klogere på den miljøbelastning, som naturen udsættes for via regnvandet, siger byrådsmedlem Lasse Frimand Jensen (S), bestyrelsesformand for kommunens kloakforsyning, Aalborg Kloak A/S.

- Der er en stigende opmærksomhed på forurening af regnvand. Oplevelsen er, at regnvand på veje er mere forurenet i dag, end vi tidligere har set, siger Lasse Frimand Jensen.

Han fortæller, at Danva interesseorganisationen for drikkevands- og spildevandsselskaber, som han er medlem af, er meget fokuseret på regnvandsproblematikken.

- På landsplan i Danva snakker vi rigtig meget om, hvorvidt det vand, vi leder ud i fjorde, åer og havet er så rent, som det bør være, siger Lasse Frimand Jensen, der forestiller sig, at samfundet vil bevæge sig i retning af øget rensning af det opsamlede regnvand, fordi det påvirkes af folks adfærd.

- Den måde vi transporterer på, har negativ afsmitning på miljøet. Hvor stort problemet er, er noget, vi blandt andet skal bruge den her teststation til, siger Frimand Jensen, der kan forestille sig, at rensning afprøvet i testanlægget vil blive anvendt i takt med, at separatkloakeringen, hvor spildevand og nedbør adskilles, skrider fremad.

Udover svar på lokale miljøproblematikker ser byrådsmedlemmet også udbytte af projektet i et større perspektiv i kraft af samarbejdet mellem kommunen, forskningen og firmaet EnviDan A/S, der også er involveret.

- Vi vil som kommune gerne være med til at skabe innovation omkring klimabassiner gennem et samarbejde mellem det private erhvervsliv og universitetet for derved at udvikle nye teknologier. Man regner med, at vandteknologi vil få en eksportandel på niveau med energiteknologi, siger han og påpeger, at Danmark i forvejen besidder en førerposition på området i kraft af virksomheder som Desmi i Aalborg og Grundfos i Bjerringbro.

Klimabassinet har kostet cirka 5,3 mio. kroner - VTU-fondens bidrag udgør cirka 1,3 mio. kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.123