23948sdkhjf

Rulleskøjter skal flytte 940 ton tung turistattraktion

Det er ikke en helt almindelig opgave, som murermester Kjeld Pedersen fra Lønstrup Murerforretning onsdag tager fat på.

Her begynder forberedelserne til flytningen af Rubjerg Knude Fyr - det ikoniske fyrtårn i Nordvestjylland, som hvert år tiltrækker 250.000 besøgende.

Det 23 meter høje fyrtårn på kanten til Vesterhavet risikerer at blive ædt af havets bølger inden for få år.

Har arbejdet med projektet i to og et halvt år
Derfor er der udtænkt en snedig flytteplan, som den lokale murermester står i spidsen for at udføre.

Og selv om alles øjne er rettet mod den 59-årige murermester, sover han roligt om natten.

- Jeg har arbejdet med det her projekt i to og et halvt år, og jeg har fået dygtige folk til at hjælpe med at håndtere opgaven. Så jo, jeg sover roligt om natten, siger Kjeld Pedersen.

- Det er en slags rulleskøjter
Selve flytningen af fyret finder sted i uge 43, men forinden skal der blandt andet lægges kraftige køreplader ud til de tunge entreprenørmaskiner.

Inden fyrtårnet flyttes, graves fundamentet fri fra sandet og forstærkes.

Derefter løftes tårnet op og placeres på otte hjul, hvorefter det trilles hen til den nye beliggenhed.

- Det er en slags rulleskøjter, fyret får på. Men det er altså ikke Inliner-rulleskøjter for børn, vi taler om her, griner Kjeld Pedersen.

De otte hjul har hver monteret en donkraft, der kan løfte op til 160 ton.

Murermesteren er ikke betænkelig ved, om bygningsværket kan holde til at blive flyttet.

Bygningen fra 1899 er ifølge murermesteren en "fantastisk stærk konstruktion".

Giver ingen garantier
Bekymringen går mest på, om det løse sand kan volde problemer.

- Vejret kan blive en modspiller, hvis det stormer. Det er løst sand, der skal bære vægten.

- Så sandet skal jo blive der og ikke blæse væk under de køreplader, vi lægger ud, siger Kjeld Pedersen.

Det er en risikabel manøvre, og der er ingen garanti for, at det går godt, understreger han.

- Jeg tror fuldt og fast på, at vi kan udføre opgaven. Men der er en risiko, en kalkuleret risiko, og det fremgår også af kontrakten med Hjørring Kommune.

- Men hvis vi ikke gør noget, så er alternativet jo, at fyret falder i havet, siger Kjeld Pedersen.

Eksperter vurderer, at flytningen af fyret vil forlænge levetiden for det 120 år gamle fyr med ekstra 40 år.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11