23948sdkhjf

Cowi kaster unge ind i klimakampen

Studerende skal i Cowis sommerjob-program udvikle nye klimaløsninger for byudviklingsprojekt i Avedøre Holme - et af Nordeuropas største industriområder

Hvordan kan energiproduktion fra Green Tech Island, et topmoderne spildevandsanlæg, som Holmene i Hvidovre skal huse, forsyne mere end 150.000 husstande med grøn energi? Og hvordan skal kystområdet omkring øerne udvikles for at klimasikre erhverv mod oversvømmelser og understøtte biodiversitet i området?


Det er udpluk af de udfordringer, som 34 studerende fra Danmark, Norge, Sverige og Storbritannien skal finde løsninger på.
Og det sker over det seks-uger lange sommerjobprogram kaldet Cowi Try.
Samtidig får de mulighed for at arbejde sammen med erfarne ingeniører og andre fagprofiler hos den rådgivende ingeniørvirksomhed i Skandinavien og i Storbritannien.


I fællesskab skal de udtænke forslag til løsninger for  bæredygtige tiltag på det store byudviklingsprojekt Holmene.

 
Potentiale for at realiseres
Cowis globale HR-direktør, Thomas Hall, lægger ikke skjul på, at sommerjobprogrammet er en mulighed for at spotte nye talenter.
- Vi har et godt omdømme blandt ingeniører, og sidste år rekrutterede vi over 1.000 nye medarbejdere til vores kontorer rundt om i verden. Som alle andre i branchen mærker vi dog også, at kampen om talenter er intens. Derfor har vi i de seneste år investeret i en række interne og eksterne programmer, som skal være med til både at tiltrække nye talenter og udvikle vores egne, siger han.
- Med sommerjob-programmet får de studerende masser af 'on the job-træning' samtidig med, at de får udfoldet deres kreativitet på et komplekst innovationsprojekt. De kommer med den nyeste teoretiske viden fra universiteterne i Skandinavien og Storbritannien - samtidig med, at de ikke kender til samme begrænsninger i den praktiske problemløsning som deres erfarne kolleger, pointerer Thomas Hall.
- Og så ved vi, at de brænder for at gøre en forskel i verden. Dét skaber tilsammen en spændende innovationskraft – som da også har kunnet inspirere til reelt realiserbare løsninger.

Ingen forudindtagede meninger
Det er potentialet for alternative løsninger, der tiltrækker Hvidovre Kommune, der står bag Holmene-projektet.
- Vi har en lang række ingeniører og arkitekter involveret i realiseringen af Holmene. Men det er også enormt interessant at høre, hvordan teoretisk dygtige, men praktisk uerfarne studerende - uden forudindtagede holdninger - mener, vi kan indfri vores vision for Holmene, siger Gert Nelth, der er direktør for Kultur, Miljø og Vækst i Hvidovre Kommune.

Cowi Try er virksomhedens program for studerende i Danmark, Norge, Sverige og Storbritannien, og ordningen har eksisteret siden 2012.
Deltagerne bruger 70 pct. af deres tid på opgaver i Cowis forretning, og 30 pct. af deres tid på Cowi Try Innovations projektet

Energi til 150.000
Dette års innovationsprojekt handler om udvidelsen af Avedøre Holme med ni kunstige øer. Der er første spadestik i 2022 og området skal udvikles udvikles frem til 2040, som et nyt rekreativt område. Holmenes såkaldte 'Green Tech Island' skal producere elektricitet og varme til 150.000 husstande i københavnsområdet, og dermed dække 10 procent af Hovedstadens energiforbrug.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.179