Nyt om navne
Peikko
Johannes Greisen er blevet ansat som senior manager circular economy hos Peikko, der leverer samlingsdetaljer til betonkonstruktioner og kompositbjælke.
44-årige Johannes Greisen refererer direkte til Peikko Group i Finland og vil få kontor i Bloxhub i København.
Han vil få en central rolle i samarbejder, udvikling og promovering af cirkulære Peikko løsninger med fokus på Design for Adskillelse i danske byggeprojekter og på globalt plan.
Johannes Greisen har en baggrund som arkitekt og senior specialist indenfor betonteknologi hos Teknologisk Institut.
Datacentergruppen
Arnth B. Nielsen er blevet ansat som salgschef i DataCenterGruppen, der er en afdeling i Multi Køl & Energi. Det bliver hans opgave at have kontakten til datacentrer og tilsvarende samarbejdspartnere.
Arnth B. Nielsen kommer fra nødstrømsbranchen, hvor han tidligere har haft ansvaret for salg af løsninger og servicekontrakter.
Hos DataCenterGruppen skal han løse både de mindre og de helt store opgaver indenfor kategorierne Køling, El-installation, Overvågning og Brandsikkerhed af datacentre, hostingscentre og serverrum.
Blackstone
Den globale ejendomsinvestor Blackstone har udnævnt Lars Pærregaard til CEO for 360 North, der varetager koncernens investeringer i danske ejendomme. Det skriver Estate Media.
Lars Pærregaard har tidligere været Investment Manager hos SG Nordic med ansvar for investeringer i og udvikling af detailejendomme og advokat i MAQS, i Plesner samt i Philip og Partnere (nu en del af Bech-Bruun).
Blackstone har været i en mediestorm i forbindelse med selskabets opkøb af ældre ejendomme med modernisering for øje.
Efterfølgende blev selskabets danske samarbejdspartner 360 North købt af Blackstone og den tidligere adm. direktør Niels Jansson stoppede.
Blackstones ejendomsportefølje omfatter områderne hotel, kontor, detail, industri og bolig i USA, Europa, Asien og Latinamerika.