23948sdkhjf

Udlandet trækker Arkil op i første kvartal

Anlægskoncernen Arkil Holding A/S har i første kvartal omsat for 538,4 mio. kr., hvilket er 8 pct. mere end samme periode sidste år.

Driften er også forbedret. Resultat af primær drift er på -43,2 mio. kr. mod -64,4 mio. kr. sidste år.

Man skal ikke lade sig snyde af underskuddet, da første kvartal traditionelt er det svageste og ofte byder på negativ indtjening i anlægsbranchen.

- 2019 har indtil videre været gunstig, og første kvartal har budt på et løft i både omsætning og indtjening i forhold til 2018. Årsagen er især gode produktionsbetingelser, siger administrerende direktør Jesper Arkil i en børsmeddelelse. 

Heri fremgår det også, at ordrebeholdningen er lavere.

- Udbudsaktiviteten er lidt lavere end forventet og sidste år, og vi kan ved udgangen af 1. kvartal i Danmark nu notere os en ordrebeholdning, som er lavere end ved samme tidspunkt sidste år, og bestående af flere mindre og mellemstore opgaver med et kortere afløb, siger Arkil-direktøren.  

Som det også var tilfældet sidste år, trækker de udenlandske markeder op i forhold til Danmark.

- Situationen er mere stabil i udlandet, hvor ikke mindst anlægsaktiviteten i Tyskland og Irland stadig er høj. Resultatudviklingen er tilfredsstillende på tværs af segmenter, og er en effekt af en forholdsvis kritisk tilgang til risici på projektniveau. Vi kan fortsat konstatere mangel på udbud af større og længerevarende projekter på det hjemlige marked, hvilket i øjeblikket begrænser vækstmulighederne, lyder det fra Jesper Arkil i børsmeddelelsen.

Arkil fastholder forventningerne til året. Koncernens omsætning for 2019 forventes fortsat realiseret i intervallet 3,1-3,3 mia. kr. og resultatet før skat for 2019 forventes fortsat realiseret i intervallet 90 - 120 mio. kr.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109