23948sdkhjf

Baronen sætter sig til bords

Papirøens madmarked var elsket af københavnerne, men måtte vige pladsen for nye havneplaner. Nu vil madøens bagmænd forsøge at skabe en ny gastronomisk succes i en gennemrenoveret Boltens Gård

Fugl Fønix i Københavns festkvarter er klar til at gå på vingerne.

Den gamle købmandsgård Boltens Gård, fra 1720’erne, har igen og igen rejst sig, som sagnfuglen, der fødes af asken.

Med tiden har Københavns gamle handels- og spisecentrum fået nye funktioner og blandede udtryk. Flere bygninger er fredet omkring det indre gårdrum, og i 1980’erne ombyggedes et ældre gårdhus til Industriens Hus, der blandt andet rummede et cabaret-teater.

Det er i den bygning, at Københavns nye madmarked, Boltens Food Court - efter endnu en stor renovering - netop er flyttet ind.

Zeso Architects og senere Årstiderne Arkitekter samt den rådgivende ingeniørvirksomhed Norconsult har, med afsæt i bygningens geometri, skabt seks etager med restauranter og ophold på alle niveauer. Husets oprindelige look er blevet genskabt og den introverte facade er åbnet mod gården.

- Det er jo en lidt intimiderende beliggenhed, så der var høj puls hos os fra starten, og høje forventninger. Udfordringen i projektet har blandt andet ligget i høj kompleksitet, eftersom det er historiske bygninger, vi har haft med at gøre. Det forpligter, men til gengæld har det været meget tilfredsstillende at opleve hvordan det lykkedes, siger direktør for byggeri, Jacob Ilsøe hos Norconsult, til Arkbyg.

Blandt til en start 19 stadeholdere - hvoraf de fleste er fra det midlertidige madmarked på Papirøen - åbnede lige før påske på stedet, der både har været berømt og berygtet for sit farverige festmiljø.

Et sted for alle
Bagmændene er Nik Kongsø, formand for stadeholderforeningen hos Copenhagen Street Food, der de seneste fire år har været en del af Street Food-succesen på Papirøen, kollegaen Jakob Nygaard og medejer og direktør Lars Moesgaard.

Lars Moesgaard ser med tilfredshed ud over de mange etager og alsidige madsteder:

- Selvom vi trækker på erfaringen fra netop Papirøen, som var en succes, så bliver det nye markedet her i Boltens Gård noget helt andet. Modsat Papirøen er kontrakten permanent, og det har været vigtigt for os at skabe et koncept, som kunne leve i lang tid. Derfor er vi også påpasselige med ikke at holde åbent til langt ud på natten. Stedet skal være for alle, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Ikke helt faste mål
Lars Moesgaard har tidligere sagt til flere medier, at der er investeret omkring 50 millioner kroner i projektet, fordelt mellem de forskellige madaktører.

Men mens Papirøen i 2017 har haft omkring 1,4 millioner gæster, er målsætningen for Boltens endnu ikke fastsat.

- Det er altid farligt at sætte mål, så i udgangspunktet er vi glade for det, der kommer. Men vi kan overleve økonomisk af det halve, der var ude på øen, siger Lars Moesgaard, der var direktør for stadeholderne på Papirøen og har en fortid med ledelse i blandt andet mediebranchen.

- Ejerne af bygningen her i Boltens kunne se meningen i en totalrenovering og et totalprojekt. Og det blev jeg glad for, for som lejer havde jeg ikke mulighed for at løfte opgaven alene, siger Lars Moesgaard, mens madduften breder sig og gæsterne her på åbningsdagen naturligt fordeler sig rundt på etagerne.

- Målet var at ombygge stedet fra et sted, hvor der har været relativ høj decibel til et madmarked for alle. Og renoveringen skabte grobund for, at folk nu kan bevæge sig rundt, uden at det virker proppet. Undervejs bliver bygningen solgt af SF Managment til Blackstone, og selvfølgelig har der været knaster fordi byggeriet tog længere tid end forventet, men for os som lejere, har vi haft en overordentlig godt samarbejde, siger Lars Moesgaard til Licitationen.

Han tilføjer, at der altid er udfordringer, når man har med et kulturhistorisk sted at gøre.

- Noget kunne bygges om, andet måtte ikke røres, og bygningerne har været en udfordring at bygge om, blandt andet med de nye specialtrapper, siger han.

Enkelhed og variation
Om det arbejde siger arkitekt Mia Scheel, der er arkitekt og segmentleder for erhverv hos Zeso Architects, der oprindeligt stod for idéerne og designet af det forvandlede diskoteksmekka:

- Det nye Boltens rummer både enkelhed og variation, tæthed og udsigt, fordybelse og social interaktion på én og samme tid, For første gang i 20 år opstod muligheden for at skabe et sammenhængende koncept på stedet, hvor der kunne ryddes op i alt det fra 1990’erne, der arkitektonisk ikke virkede. Så væk med en masse stålaggregater og vinduer, som man ikke kunne se igennem, siger Mia Scheel til Licitationen.

- Købmandgården indeholder forskellige typer bygninger, helt tilbage fra Baron von Boltens tid. Nogle har man passet på og andre er transformeret til ukendelighed. I tilfældet med bygningen for de nye madmarkeder, skulle tidligere indsatte betondæk væk og vi skulle have mere dagslys ind.

- Det handlede om at skabe synlighed og rum, så nu også flugtvejsarealerne kan bruges til ophold. Og så er det skønt at se, at folk automatisk søger op ad trappen for at få overblik. Min første frygt, nemlig at den øverste etage ikke ville blive brugt, kom heldigvis ikke til at passe, siger hun.

4.000 kvm indendøre
De nye lokaler strækker sig over 4.000 kvm inden døre samt et udendørsareal på 1.500 kvadratmeter.

Den ekstra plads skal blandt andet bruges til flere siddepladser inde i varmen.

Teamleder og ingeniør Martin Kramer fra Norconsult er også stolt af sin virksomheds arbejde med det gamle fest- og industristed:

- Det handlede blandt andet om at få så meget dagslys ind som muligt, uden at bygningen blev overophedet. Og at skabe gode adgangsforhold. Husets logistik måtte nytænkes. Desuden var der rent konstruktivt flere udfordringer; blandt andet lå der gamle stålprofiler, som ikke kunne bære noget. Så noget måtte vi forstærke og vi fik skåret huller til trappeforløbet, så den kunne bevæge sig hele vejen op i bygningen, fortæller Martin Kramer.

Han tilføjer desuden, at tidsplanen var så stram, at der blev projekteret samtidigt med at arbejdet var gået i gang.

- Og fordi der har været industri på stedet, var nogle af dækkene dobbelt armerede, så det tog to-tre uger at skære de nødvendige render, siger han.

Arkitekt Mia Scheel venter - nu fra sidelinjen - i spænding på, hvem der flytter ind på øverste etage i det nye Grab&Go-sted, men et kontorhotel, der kan skabe mere liv i bygningen, er et godt bud.

Bedre ventilation
Hun roser rådgivervirksomheden Norconsult og Årstiderne Arkitekter for ventilationsanlægget, der - belært af erfaringer fra blandt andre det gamle Scala ved Tivoli - skal sørge for, at der kun dufter af mad i bygningen, hvor det er hensigsmæssigt.

- Jeg tror, det bliver et godt sted for København på den lange bane. Måske får madmarkedet det lidt stramt, når solen skinner, men på den lange bane vil det vinde. Der kommer julemarkeder og turister vil føle, at de har fundet et sjovt hemmelige sted i byen, siger Mia Scheel. ///

Artiklen er en del af temaet arkbyg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157