23948sdkhjf

Klimahåndtering styrker bundlinjen

Afvandingsekspert fokuserer blandt andet på tilpasninger til klimaforandringerne

ACO Nordic er det danske datterselskab af den tyske koncern ACO. Selskabet, der ligger på Midtsjælland, har i det forgangne år oplevet pæn fremgang på det danske marked for afvandingsløsninger til regn- og spildevand.

- Det har været et år hvor vi har udviklet os på mange måder, og ikke mindst er efterspørgslen på vore produkter inden for håndtering af regnvand steget, siger adm. direktør Hans O. Olsen.

- Det er især vores vandtætte dræn "Seal In", der har været i kundernes søgelys. Det samme gælder vores fedt- og olieudskillere, tilføjer han.

Firmaet har i året, der gik, præsteret et bruttoresultat på knap 21 mio. kr., hvilket er en god million højere end året før. På bundlinjen er selskabet også gået frem til et resultat på godt tre mio. kr., hvilket er en halv mio. kr. bedre end året før. En stabil udvikling som har materialiseret sig gennem flere år.

Styrker organisationen
Firmaet, der beskæftiger 18 medarbejdere, har også brugt året til at styrke organisationen. Det drejer sig om at stå klar til at imødekomme markedets krav:

- Vi har styrket vores organisation på flere fronter, og det handler især om vores salg og om at vores supply-chain er forstærket, så den står robust og kan følge med efterspørgslen hurtigt og effektivt. Vi er klar til fremtiden, siger han.

Håndtering af spildevand er også i fokus. Og firmaet har leveret produkter til en række større projekter.

- Året 2018 har været tilfredsstillende, både resultatmæssigt og aktivitetsmæssigt. Vi er klar med et større og stærkere team. Og med investeringer i et endnu bedre lager-setup imødeser vi et travlt 2019, hvor vi forventer at efterspørgslen vil være stor på produkter til beskyttelse af vores grundvand, samt produkter til opretholdelse af god hygiejne i produktions- og fødevaresegmentet. Vi står simpelthen stærkere i markedet, siger Hans O. Olsen.

To hovedtendenser
Hans O. Olsen ser to hovedtendenser. Den ene er de løbende tilpasninger til klimaforandringerne, som jo helt konkret giver sig udslag i klimasikring og nye tiltag i forbindelse med mere intens nedbør og udskilning af olie og andet fra regn- og spildevand.

Den anden tendens er et øget fokus på hygiejne - især i fødevaresektoren, hvor hygiejne i forbindelse med fødevareproduktion er alfa og omega.

- Det er jo begge tendenser, der bliver forstærket i de kommende år, og set fra vores bord, er det rigtig positivt. Vi vil gøre alt for at imødekomme de ønsker, der kommer fra brancherne, så vore produkter hele tiden er toptunede til at honorere de krav der stilles, siger han.
Tøtte

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.297