Vejhøvl skal være nemmere at køre
Det er ikke kun på gravemaskinerne, der sker stor udvikling i disse år. Traditionelt har en grader og i nogen grad en dozer altid været maskiner, man virkelig skulle lære at kende, og det kræver sin mand at køre dem rigtigt og effektivt. Sådan vil det givetvis stadig være, men det skal være lettere at betjene en grader. Det mener man i hvert fald hos Case, der har udviklet en art prototype på en joystickstyret grader.
Joysticks samler funktioner
Det letter betjeningen at have to joysticks i stedet for de traditionelle otte håndtag, der styrer de mange forskellige hydrauliske funktioner med hældning, vinkel, hjulstilling med videre.
Prototypen på den nye udvikling hedder Case 856C AWD Grader og var udstilliet på Bauma i München for nylig.
Adm. direktør Palle Kjærsgaard var begejstret for udviklingen og den innovation, der er lagt til grund for maskinen:
- Det er innovation på højt niveau. For graderen har hidtil krævet specialuddannede førere, der virkelig kender maskinen for at udføre arbejdet rigtigt. Her er der virkeligt opnået store fremskridt, hvilket vil gøre arbejdet med anlæg af veje med videre noget lettere, og maskinføreren skal ikke længere sidde og hive i otte håndtag. Det er stadigvæk en maskine med mange forskellige funktioner, som føreren skal have overblik over, men det bliver langt lettere at betjene dem fremover, siger han til Licitationen Byggeriets Dagblad.
Bauma havde denne gang fokus på innovation, og Case maskinen er et udtryk for netop innovation på et område, der altid har været lidt teknisk kompliceret.
En patenteret løsning
Udviklingen har også ført til patenter på området for Case. Og teknikken bag de to joysticks gør det ikke kun lettere at styre maskinen, men manøvredygtigheden øges også, så arbejdet på graderen bliver mere effektivt.
Udviklingen er fortløbende, og ingen ved endnu helt præcist hvordan en produktionsmodel kommer til at se ud, men retningen er sat med en nemmere betjening.