23948sdkhjf

Flere biler indtog motorvejen i 2018

Trafikken på Motorring 3 er steget med 42 procent, mens den på Herningmotorvejen er steget med 39 procent

Trængslen på de danske motorveje er stigende, og flere danskere sætter sig bag rattet.

I 2018 blev trafikken øget med 3,2 pct. på de danske motorveje. Det viser de seneste trafiktal, som Vejdirektoratet har offentliggjort i en pressemeddelelse.

- Væksten på vejtrafik fortsætter med at vokse, og de seneste otte år er trafikken øget med 36 procent. Det er ganske meget. Det betyder, at de situationer, hvor der ikke er kapacitet nok på veje, får vi hyppigere kødannelse og forsinkelser, siger trafikdirektør Niels Tørsløv fra Vejdirektoratet.

Vækst skyldes udbygninger
En del af væksten i motorvejstrafikken hænger ifølge Vejdirektoratet sammen med udbygninger af motorvejsnettet. Her flyttes trafik fra de mindre veje over på motorvejene.

Mest trafik

Blandt de motorvejsstrækninger, hvor årsdøgnstrafikken er steget markant siden 2010, kan nævnes:
M3 mellem frakørsel 19 og motorvejskryds Gladsaxe. Stigning: 42,6 pct.

Holbækmotorvejen øst for Roskilde. Stigning: 41 pct.

Fynske Motorvej ved den Ny Lillebæltsbro. Stigning: 32,6 pct.

Sydjyske Motorvej nord for Kolding. Stigning: 34,9 pct.

Østjyske Motorvej på Vejlefjordbroen. Stigning: 36,6 pct.

Herningmotorvejen øst for Kløverbladet. Stigning: 39,1 pct

Nordjyske Motorvej ved Hadsten. Stigning: 35 pct.

Hirtshalsmotorvejen mellem frakørsel 9 og 10. Stigning: 34,1 pct.

Den motorvej, hvor trafikken er øget mest de seneste otte år, er trafik på Motorring 3 mellem frakørsel 19 og motorvejskryds ved Gladsaxe nær København. Her er travlheden på vejbanen steget med 42 pct. Her efter ligger Herningmotorvejen, hvor trafikken steg med 39 pct.

- Trafikvæksten er ulige fordelt, så den er størst der, hvor der er mest travlt i forvejen - nemlig i myldretiden og omkring de større byer, siger Niels Tørslev.

220.000 nye personbiler
Tallene viser desuden, at udviklingen i antallet af kørte kilometer på motorvejsnettet siden 2010 er steget med 36 pct.

De nye opgørelser viser også, at der sidste år blev solgt 220.000 nye personbiler, hvilket indebar, at den danske personbilpark voksede med knap 65.000 køretøjer i 2018 og nærmer sig 2,6 millioner køretøjer.

Vejdirektoratet vurderer, at trafikken på de store veje vil fortsætte med at stige i de kommende år.

- Vi forbereder os på en fremtid med stadig flere trafikanter på det overordnede vejnet. Af samme grund forsøger vi hele tiden at blive bedre til at hjælpe trafikanterne med at få trafikken til at glide ude på vejene, siger Niels Tørsløv.
/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125