23948sdkhjf

De jobsøgendes eget svendestykke

40 ledige københavnere har været med til at indrette hoved- stadens nye jobcenter, der samler seks centre i ét nyt

Hvordan skal vi indrette venteområderne? Hvad siger du til skiltningen? Går det med den her farve på væggen?

40 ledige københavnere har som noget nyt været med til at indrette Københavns nye jobcenter på Gl. Køge Landevej.

Der er nemlig blevet lyttet til de 40 ledige og alle 900 medarbejdere, da Københavns Kommunes beskæftigelses- og integrationsforvaltning indrettede "Jobcenter København," der samler seks af byens jobcentre på én adresse - og som netop er åbnet på adressen i Valby.

Borgerne er blevet spurgt om alt fra vente-områder og vejvisning til skilte og kunst på væggene.

- Det skulle være et sted, hvor borgerne føler sig mødt i øjenhøjde og med respekt. Og en øvelse i at designe rumligheder, der både giver en følelse af åbenhed og som samtidigt er med til at neddrosle konflikter, hvis der opstår tilspidsede situationer, siger sagsarkitekt Katja Viltoft, som er partner hos arkitektvirksomheden JJW.

Ikke-klientgørende
Hun betegner bygningen, der oprindeligt blev opført i slutningen af 1970’erne, som et hus, der før renoveringen så meget uinspirerende ud.

- Men grundstrukturerne var i orden. Der var en god bredde og en god etagehøjde, med plads til nye installationer, og efterhånden som vi fik skrællet de gamle lag af, kunne vi disponere og tegne noget tidssvarende, siger hun til Arkbyg.

- Da vi kom ind til essensen og grundstrukturen stod det klart, at den kunne blive en god samlende bygning for funktioner, der tidligere havde ligget spredt rundt i byen. Og sammen med Signal Arkitekter, der har stået for indretning og arbejdsflow sammen med borgerne og de ansatte, mener jeg, vi har skabt et jobcenter, der ikke er klientgørende men skaber en ligeværdig atmosfære, siger Katja Viltoft.

Nødvendig feedback
Undervejs i processen blev der også afholdt workshops for medarbejderne og sågar indrettet "test-kontorer" på de gamle jobcentre, så de lignede dem, der kommer til at være i det nye.

Her fik medarbejderne mulighed for at holde samtaler med borgere, og med den efterfølgende feedback blev de indretningsansvarlige klogere på, hvad medarbejderne har brug for i deres arbejde.

Undervejs i dén proces gik det op for Katja Viltoft og samarbejdspartnere hvor velegnede tidligere industribygninger er til at rumme fremtidens kontorarbejdspladser.

- Vores proces er i den sammenhæng også lidt et opråb til nutidens spekulationsbyggerier, der ikke altid tager højde for de ændringer, der skal ske i fremtiden. Derfor kan flere nyere og hurtigt opførte investeringsbyggerier risikere at få en kort levetid, siger Katja Viltoft til Arkbyg.

Sikkerhed i højsædet
Langt de fleste af de tusindvis af samtaler, som jobkonsulenter har med ledige på jobcentrene foregår uden problemer.

Men det er også en kendsgerning, at jobbet kan være forbundet med trusler og chikane i mødet med borgere, der er dybt frustrerede over deres situation.

Derfor har sikkerheden for medarbejderne været i højsæde, da det nye jobcenter, skulle indrettes.

Medarbejderne bliver udstyret med en mobil sikkerhedsalarm. Der er specialdesignet folie på ruderne ind til alle samtalerum, så man kan tale med borgere i fortrolighed, men så det samtidigt er muligt for vagterne at få øjenkontakt, hvis medarbejderne skulle have brug for hjælp.

Alle rum er lydisoleret præcis så meget, at man kan tale fortroligt, men dog ikke så lydtæt, at man ikke kan høre, hvis der bliver råbt om hjælp.

Der er to døre i hver samtalelokale, hvis der er behov for at komme hurtigt ud af lokalet. Alt sammen tiltag, der skal skabe tryghed blandt medarbejderne.

Indsyn og udsyn
Kontorchef Niklas Oxenvad Brøndum, som har stået for flytningen, beskriver det som en balancegang:

- Vi har arbejdet meget med akustikdæmpning, for at skabe en fortrolighed, men mødelokalerne skal heller ikke være totalt lydtætte, fordi der også kan opstå tilspidsede situationer.

Derfor har vi også talt en del om den folie, der dækker vinduerne, så det giver en tilpas mængde indsyn og udsyn.

Han er yderst tilfreds med de nye og mere professionelle rammer, som også langt de fleste medarbejdere har givet gode skudsmål.

- På de gamle adresser var velkomstområderne egentlig gode, men derfra kunne det blive relativt tilfældigt, hvor man holdt møder. Af og til foregik borgersamtalerne på konsulenternes egne kontorer, og det virker noget uprofessionelt. Derfor var det vigtigt at indrette gode samtalerum og undervisningslokaler, og i den proces har vi haft en bank for vores indre blik; altså et sted, hvor man signalerer, at de besøgende er vigtige for os, siger Niklas Oxenvad Brøndum til Arkbyg.

De vigtigste aktører i forvandlingen af Københavns Jobcenter var bygherre Fokus Management, entreprenørvirksomheden BGB, tegnestuen JJW og Niras, og indretningsarkitekterne Signal Arkitekter og Rønnow Arkitekter, samt PLH Arkitekter og Midtconsult. ///

Artiklen er en del af temaet arkbyg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079