LICITATIONEN MENER: Lønninger må ikke løbe løbsk
Det er for alvor blevet de uddannede ingeniørers marked, når de skal forhandle løn og arbejdsvilkår. For ingeniørernes lønninger kravlede med en stigning på 3,9 pct. i vejret i 2018, fremgår det af fagforeningen IDA’s lønstatistik for 2018.
Ikke mindst de ansatte i bygge- og anlægsbranchen har for alvor kunnet mærke fremgang med en stigning på 4,8 pct., mens ansatte hos rådgiverne har opnået 4,3 pct. mere i løn.
Det er måske ikke så mærkeligt, at det er blevet de ansattes marked på ingeniørområdet. For med en meget lav ledighed blandt ingeniørerne og stigende efterspørgsel efter de rette kompetencer er det jo ganske naturligt, at ingeniører presser virksomhederne på lønnen.
Set i et længere perspektiv skal virksomhederne tage lønpresset alvorligt. For det kan gå ud over deres konkurrenceevne, at de skal bruge stadig større summer på lønninger.
Selvfølgelig koster de rette kompetencer og kvalifikationer dyrt. Og har man opnået en specialistviden, skal man selvfølgelig også betales derefter.
Men der hvor der er grund til at råbe vagt i gevær er eksempelvis, hvis de nyuddannede allerede efter endt eksamen scorer de høje lønninger. Det tager nemlig en del år, før de har tjent deres egen løn ind.
Det kan få alvor sætte de mindre og mellemstore virksomheder under pres. Og det gavner egentlig hverken ansatte eller branchen, hvis virksomhederne knækker halsen på grund af et stigende lønpres.
Artiklen er en del af temaet Lederen.