23948sdkhjf

Entreprenør har styr på medarbejdernes kompetencer

Ét er at ansætte nye medarbejdere, noget andet at holde styr på, hvad de har af kompetencer. I Arkil-koncernen tog man i 2016 hul på at kortlægge kompetencerne i virksomheden

Arkil A/S er en stor entreprenørvirksomhed med cirka 1.600 medarbejdere alene i Danmark, og yderligere nogle hundrede som arbejder over store dele af kloden.

En entreprenørvirksomhed har mange forskellige kompetencer i spil, og organisationen berører hinanden på forskellig vis i dynamiske samarbejder.

Derfor besluttede selskabet for nogle år siden at prøve at finde et værktøj, der kunne hjælpe med at skabe overblik over, hvor medarbejderne var henne rent uddannelses- og kompetencemæssigt.

- Vi var klar over at vi skulle have et bedre overblik over, hvad vore medarbejdere kan, og skabe os et overblik over, hvor vi skulle sætte ind med efteruddannelse, kurser og så videre, fortæller Helle Juhl, HR-chef, i en pressemeddelelse.

Klare forudsætninger
- Der var dog nogle forudsætninger, der skulle være på plads. Det var blandt andet et krav, at det system vi skulle finde, skulle være intuitivt og brugervenligt, og det skulle være kompatibelt og kunne samarbejde med vores løn- og personalesystemer. Det var primært vore timelønsansatte, vi gerne ville have et system til, fortsætter Helle Juhl og tilføjer, at man også havde et krav om, at det skulle være et dansk system.

- Vi kiggede en del rundt og fandt det lille nordsjællandske firma Planorama, som udviklede på et system med nogle forskellige grundmoduler, og her fandt vi dels en løsning, som vi kunne se, ville kunne fungere, fortæller HR-chefen.

Arkil ville gerne danne sig et overblik over de enkelte medarbejdere, når det gælder kurser, uddannelse og seminarer.

- Det er jo ikke sådan, at vi ikke vidste noget om medarbejderne. Det handlede om at få det systematiseret i et digitalt system. Det er faktisk ikke kun en fordel for os. Medarbejderne kan hele tiden selv dokumentere, hvad de kan, og vi bruger blandt andet systemet til overblik, når vi har MUS-samtaler, tre-måneders samtaler og i situationer, hvor der kan være et problem, vi skal forholde os til. Kort fortalt, så understøtter det medarbejderens udvikling, samtidig med at vi har et overblik over de kompetencer, vi har i virksomheden", siger Helle Juhl og tilføjer, at man med systemet overfor kunden til enhver tid kan dokumentere de kompetencer, der har været i spil for at løse den konkrete opgave eller projekt.

Planlægning
For Arkil betyder det at have det fulde overblik rigtigt meget, når man skal sætte mandskaber sammen til projekter, samt at have et realistisk billede af, hvordan den enkelte medarbejder kan udvikle sig, og dermed passe ind i organisationen.

Virksomhed og medarbejdere kan eksempelvis i systemet meget hurtigt se, hvornår certifikater udløber og de skal fornys.

Der er ingen problemer i forhold til den gældende lov om persondata, for systemet er opdelt i et hierarki, der giver de enkelte medarbejdere et begrænset og afmålt indblik til relevante data, og meget få har adgang til alle oplysninger.

Der er ingen data, som ikke må være der, og forlader medarbejderen virksomheden, slettes informationerne inden for den lovbefalede tidsfrist.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.114