På tide at se på tilbudsloven
Trods flere års højkonjunktur er indtjeningen i byggeriet ikke prangende. Det er der mange gode forklaringer på, men en helt central forklaring er naturligvis den intense konkurrence i byggeriet. Så man behøver absolut ikke at bekymre sig om manglende konkurrence i byggeriet, hvis man skulle komme på de tanker.
Ikke desto mindre har konkurrencemyndigheder og politikere ofte interesseret sig for lige præcis dette emne med det resultat, at byggeriet gennem årene løbende er blevet afreguleret. I 2005 tog man således det skridt helt at fjerne det private område fra tilbudsloven, hvilket har haft store konsekvenser for malerfaget og resten af byggeriet. Siden har der ikke været nogen rammer for, hvordan der kan indhentes tilbud på det private område, hvilket har medført, at der går store samfundsværdier op i røg til håndtering og udregning af tilbud, fordi alle jagter den sidste krone og indhenter tilbud i et væk.
Wild west-tilstande
Bygningsstyrelsen gennemførte i 2012 en analyse, der viste, at de udføwrendes omkostninger ved at udregne og afgive tilbud løb op i godt 5 procent af omsætningen, hvilket på det tidspunkt svarende til en samlet omkostning på mere end 6 mia. kr. årligt. Der vil altid være omkostninger forbundet med at afgive tilbud, men vi har endnu til gode at se analyser, der dokumenterer, at fjernelsen af det private område fra tilbudsloven har været en samfundsøkonomisk fordel. Man kan også undre sig over, hvad logikken er i, at tilbudsloven i dag kun skal gælde offentlige og offentligt støttede byggerier og ikke det private område. Er det mon fordi, at man alligevel ikke ønsker de wild west-tilstande, der i dag hersker på det private område, overført til det offentlige?
At omkostningerne er store er egentlig ikke så vanskeligt at forstå, hvis man overvejer følgende eksempel:
Hvis vi antager, at seks hovedentreprenører ønsker at byde på et offentligt byggeri, og byggeriet involverer fem fag, der alle indbydes som underhåndsbud, så kan op til seks gange fem gange fire - altså 120 håndværksmestre - blive opfordret til at afgive underhåndsbud. Og hertil kommer de underhåndsbud, som underentreprenørerne indhenter, plus alle de tilbud, som skal indhentes fra leverandører af materialer, stilladser mm. Og det er vel at mærke i en situation, hvor byggeriet er omfattet af tilbudsloven.
Det at bede om et tilbud i byggeriet jo ikke er det samme som at bede om et tilbud på en ny vaskemaskine, hvor sælgeren bare kan slå sin indkøbspris op på en skærm og vælge at skære lidt i sin avance. At afgive tilbud i byggeriet indebærer, at den bydende skal sætte sig ind i et omfattende udbudsmateriale, der sjældent er helt klart, overveje juridiske problemstillinger, opmåle tegningsmateriale, eventuelt besigtige byggepladsen, holde opklarende møder med bygherre og i mange tilfælde bruge ressourcer på at projektere opgaven for i det hele taget at kunne regne på den.
"Hoppe med på vognen"
Kan de så ikke bare lade være med at give tilbud, lyder spørgsmålet ofte? Det sker også, for selvfølgelig er der entreprenører, som den enkelte mester ikke længere ønsker at give tilbud, fordi han ved, at det ikke fører til noget. Men som udgangspunkt er man jo nødt til at "hoppe med på vognen", for ellers kan man lige så godt lukke og slukke.
Det er derfor Danske Malermestres opfattelse, at tilbudsloven skal gælde generelt for både hovedentreprenører og underentreprenører og ikke som nu kun den entreprenør, der giver tilbud til en offentlig bygherre. Det kommende folketingsvalg er en god lejlighed til endnu engang at få udfordret politikerne på disse spørgsmål.
Artiklen er en del af temaet Debat.
