Dan Jord styrker kabelaktiviteterne betydeligt med opkøb
Aarsleff-ejede Dan Jord overtager alle entreprenøraktiviteterne i Frits Halvorsen A/S. Det sker pr. 1. april 2019.
Frits Halvorsens entreprenørdel har ligesom Dan Jord hovedsæde i Aarhus. Firmaet beskæftiger i dag cirka 20 medarbejdere og udfører kabel- og ledningsarbejder.
Indenfor forsyningssektoren har Dan Jord hidtil primært arbejdet med fjernvarmeområdet, så opkøbet supplerer aktiviteterne i forsyningssektoren i stor stil:
- Det betyder, at vi bliver styrket betydeligt på kabelaktiviteterne. Traditionelt har vi ikke lavet meget på kabelområdet, siger Dan Jords administrerende direktør, Stef Heykopp, til Licitationen om overtagelsen.
Han understreger, at der ikke er tale om et opkøb af selskabet Frits Halvorsen A/S, men at det kun er de nævnte entreprenøraktiviteter og kompetencerne samt kunder, der fortsætter under Dan Jord-navnet.
Ansatte og kontrakter i fokus
I Frits Halvorsen sker frasalget som led i en omlægning af aktiviteterne. Så man er godt tilfreds med aftalen.
- Det betyder meget for os, at vi har lavet en aftale med Dan Jord, som tager højde både for vores ansatte og de kontrakter, som vi har i gang, lyder det fra administrerende direktør I.C. Halvorsen.
Dan Jord har hovedkontor i Aarhus og udfører traditionelt anlægsarbejde med speciale inden for idrætsanlæg og forsyningsledninger. Dan Jord beskæftiger cirka 200 medarbejdere og er en del af Aarsleff-koncernen.
Frits Halvorsen A/S havde i 2017, som senest tilgængelige årsrapport dækker, en bruttofortjeneste på 11,0 mio. kr. og et resultat før skat på 5,6 mio. kr. I 2016 var selskabets bruttofortjeneste 10,5 mio. kr. og resultatet før skat 3,5 mio. kr.