23948sdkhjf

Elefantastisk fredet villa skal renoveres

Det fredede Det Grå Hus i Carlsberg Byen er blevet solgt og skal istandsættes fra kælder til kvist

Navnet Det Grå Hus lyder ikke særligt sindsoprivende, men når man hører adressen, spidser de fleste alligevel ører: Bag Elefanterne nr. 1.

Nu er det Det Grå Hus ved den ikoniske Elefantport, der markerer grænsen mellem Carlsberg Byen og Frederiksberg, solgt.

Det er Newsec Advisory, der har formidlet salget til ejendomsinvestor Lars Fogh, som vil foretage en gennemgribende istandsættelse fra kælder til kvist og - med respekt for de smukke bygningsdetaljer - indrette et unikt kontormiljø.

Fredet perle
I Carlsberg Byen er mursten ikke bare mursten. De gamle industribygninger er et stykke Danmarkshistorie, der fortæller om det nye bykvarters fortid som bryggeri og giver området en helt særlig atmosfære.

Det Grå Hus er fredet som en af Carlsberg Byens historiske perler. Den imposante villa, der er tegnet af den kendte arkitekt Hack Kampman, er præget af smukke udsmykninger, arkitektoniske detaljer og byggeteknik i særklasse.

- Ejendommen trænger bestemt til en kærlig hånd for at blive bragt tilbage til fordums grandiositet, og det er en ombygning, der vil kræve en del af den nye ejer, fortæller Brian Tretow-Loof, Newsec Advisory i en pressemeddelelse.

Netop kombinationen af at huset er fredet og attråværdigt samtidig med, at det kræver en omfattende istandsættelse, gjorde salgsprocessen udfordrende.

Udsmykket af kunstkeramiker
Der var mange interesserede i ejendommen, men usikkerhed omkring renoveringsprocessen vakte bekymring.

Investorerne var primært nervøse for omkostningerne, mens entreprenørerne var mere bekymrede for processen med de nødvendige tilladelser fra blandt andre Slots- og Kulturstyrelsen og Københavns Kommune - og begrænsninger i en evt. konvertering til boligformål, som flere udtrykte ønske om.

Sælger er Dansk Ejendoms Management, der ejes af arkitekt Frantz Longhi, og som efter en vellykket turnaround frasolgte den velkendte keramikvirksomhed Kähler i 2018.

Som et lille kuriosum har kunstkeramikeren Karl Hansen Reistrup, der var tilknyttet Kähler i slutningen af 1800-tallet, også stået for en del af den detaljerige udsmykning i Det Grå Hus.

Til at hjælpe med den omfattende renovering har den nye ejer entreret med arkitekt Poul Schülein fra Arkitema, der har stor erfaring med fredede ejendomme, blandt andre Frederik d. 8’s palæ, Amaliegården og Hotel Ottilia der, ligesom Arkitema selv, er beliggende i Carlsberg Byen.
Kaptain

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.057