LICITATIONEN MENER: Udlændinge er mere end velkomne i byggeriet
Mens byggeriet og industrien desperat skriger efter kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, har politikerne travlt med at lægge hindringer i vejen for udlændinge, som gerne vel tage en tørn i Danmark.
En række erhvervsorganisationer, herunder Dansk Byggeri, forsøger at råbe politikerne op. Men som altid, når det gælder politik, så er det symbolpolitikken der helt og aldeles overskygge politikernes evne og indsigt til at forholde sig konstruktivt til reelle problemer.
Regeringen vil gerne lempe forholdene, så virksomhederne kan ansætte flere udlændinge blandt andet ved at sænke grænsen i beløbsordningen fra 427.000 kr. til 350.000 kr. Det ville kunne få mere udenlandsk arbejdskraft til Danmark, men Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er imod lempelsen - også selv om udlændingene naturligvis ansættes på danske løn- og arbejdsvilkår.
En minimums årsløn på 350.000 kr. er da ellers ikke nogen dårlig løn at ramme arbejdsmarkedet med. Det er sådan ca. 29.000 kr. om måneden. Og lønnen må jo gerne stige i takt med kvalifikationerne.
At man ikke får høvlet den knast af vejen i forhandlingerne er helt ubegribeligt. Ja, det er faktisk at gøre grin med de mange virksomheder i byggeriet og industrien, som må sige nej til opgaver, fordi de mangler folk.
Udlændinge som ansættes efter beløbsordningen bidrager samtidig positivt til den danske statskasse. Og selvom man nedsætte beløbsgrænsen, så forringes statskassens provenu nok ikke af den grund
Artiklen er en del af temaet Lederen.