23948sdkhjf

Bauhaus-aftryk i Danmark

På trods af skepsis indtog modernismen også Danmark med stiltræk og materialer

I 1930’erne var man særdeles med på noderne i Danmark, hvis man byggede i beton, og nogle byggerier blev endda bygget traditionelt i mursten for så at blive pudset op, så bygget skulle ligne betonbyggeri. Det gælder for eksempel for Arne Jacobsens ikoniske Bella Vista.

- Edvar Heiberg byggede sit funkishus i Danmark allerede i 1924, så han havde helt sikkert fulgt med tiden, hvor Bauhaus byggede Haus am Horn i 1923. Så han var topmoderne og lige ned i de nye tanker, siger adjunkt i arkitekturhistorie på KADK, Martin Søberg.

Edvard Heiberg var det eneste kendte eksempel på en dansk arkitekt, der var på Bauhaus, hvor han arbejdede på skolen i Dessau i 1930, mens Hannes Meyer var leder.

Bauhaus skal fejres

I hele 2019 fejres 100-årsjubilæet i Tyskland med udstillinger, shows, foredrag og events.

Mange tyske byer har deres egne Bauhaus-byggerier, som man kan besøge. Særligt er Weimar og Dessau interessante med dels hver deres nye museum, der åbner her i 2019. Også i Berlin udvider Bauhaus Archive med en ny udstillingsbygning.

Find programmet og meget mere på www.bauhaus100.de.

Herhjemme kan man blandt andet se udstillingen ”Bauhaus – it’s all design” på Danmarks Designmuseum fra 14. marts – 1. december.

Men inderkredsen af dansk avantgarde var optaget af påvirkningen fra udlandet, og det var ikke kun med begejstring.

Ondt lys fra vinduerne
For vi kastede os herhjemme kun forsigtigt ud i modernismens boliger og designs. Blandt andet havde Poul Henningsen flere kritikpunkter, og i en artikel i hans eget blad ’Kritisk Revy’ havde han følgende svada til det modernistiske Bauhaus-hjem med vinduer fra gulv til loft:

"Vinduesarealet er i sig selv for stort, og Lyset fra de underste Ruder kastes som ondt Strejflys hen ad Gulv, Borde og op i Øjnene, som ikke kan beskyttes sig mod Lys fra neden".

Senere blødte PH mere op for de moderne designs, og hans egne lamper var omvendt populære blandt de tyske bauhaus-arkitekter.

Fra Bernau til Aarhus
Et af de store Bauhaus-byggerier er fagforeningsskolen ADGB i Bernau nær Berlin. Den er i dag blandt de fredede bygninger på UNESCO’s Verdensarvsliste, og den har ifølge lektor på Københavns Universitet, Nan Dahlkild, og Martin Søberg inspireret til et dansk ikonisk byggeri: Aarhus Universitet.

- Ligheden handler om placeringen af bygningerne i terrænet, i forholdet til landskabet, og et afklaret formsprog, siger Martin Søberg.

Arkitekten Edvard Heiberg var tæt knyttet til Hannes Meyer, der tegnede skolen i Bernau, og ifølge Nan Dahlkild tog Heiberg på en omvisning i Tyskland med arkitekterne C.F. Møller og Kay Fisker, hvor de blandt andet besøgte skolen i Bernau. Aarhus Universitet blev efterfølgende et eksempel på en direkte forbindelse mellem Bauhaus og dansk byggeri.

Bauhaus eksisterede fra 1919 - 1933, mens modernismen og funkisstilen først for alvor slog an i Danmark fra 1930’erne. ///

Læs mere om Bauhaus: Da boligen blev funktionel

Artiklen er en del af temaet arkbyg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.313