LICITATIONEN MENER: Liker de unge din virksomhed?
Hvordan får du de unge til at synes godt om din virksomhed?
Spørgsmålet er aktuelt i en tid, da store generationer i byggeriet nærmer sig alderen for pension og efterløn. Og den nuværende andel af ansøgere til erhvervsuddannelserne - som lige nu er på 19 procent - ligger langt fra den politiske målsætning på 30 i 2025.
Kampen om de unges gunst er allerede i fuld gang. Den gode nyhed er, at selv om byggebranchen halter bagefter i digitaliseringskapløbet, så står virksomhederne med gode kort på hånden i kampen om likes fra de unge.
Det handler nemlig ikke om hverken elektroniske gadgets eller wi-fi-forbindelser, når de unge fra Generation Z vurderer en arbejdsplads. Tværtimod viser danske og amerikanske undersøgelser samstemmende, at nærvær, faste rammer og en dybere mening er blandt topprioriteterne hos de jobparate unge i starten af 20’erne.
Det har man gennemskuet hos blandt andre HP Byg, der siden 2017 har tilbudt de ansatte et målrettet uddannelses- og talentudviklingsprogram. I samme periode er medarbejderstaben vokset med 50 pct.
Det kræver altså hverken udgifter til SoMe-konsulenter eller særlige hensyn at gøre som den nordjyske entreprenørvirksomhed.
Tværtimod skal byggevirksomhederne finde de gamle dyder frem i erkendelse af, de er mere efterspurgte end nogensinde.
Stil krav og tilbød udvikling til gengæld. Giv personlig feedback. Og mød de unge i øjenhøjde - helt uden filter.
Artiklen er en del af temaet Lederen.