23948sdkhjf

LICITATIONEN MENER: Lad vælgerne afgøre Riskærs skæbne

En lidt for smart omgang med vælgererklæringer og et kriminelt generalieblad med sammenlagt over 10 års fængsel i Danmark og Frankrig. Det har ikke ligefrem skortet på afstandtagen til erhvervsmanden Klaus Riskær Pedersen og hans nye partis opstilling til Folketinget.

Og med gårsdagens bekræftelse på hans folketingskandidatur er der sikkert en række borgerlige partier, der har fået bange anelser.

For det er den blå fløj, der kan miste stemmer til Partiet Klaus Riskær Pedersen med udsigt til et stort stemmespild, hvis det ikke kommer i Folketinget.

Dermed kan hans opstilling potentielt sende nøglerne til Statsministeriet i hænderne på Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen (S).

Det er ikke mindst hans domme, der gør, at mange mener, at han overhovedet ikke burde være valgbar og have lov at opstille. Og det er da heller ikke ligefrem smårapserier, det danske retssystem har dømt Klaus Riskær Pedersen for: 7,5 års fængsel for grov økonomisk kriminalitet som skyldnersvig og bedrageri.

Men hans gæld til samfundet er udstået. Han har rusket tremmer, og dermed skal Klaus Riskær Pedersen som alle andre tidligere kriminelle også have en chance for at komme videre, når et fængselsophold er slut. Det er ligesom meningen med det danske retssamfund.

Derfor er det op til vælgerne at afgøre, om Klaus Riskær Pedersen skal i Folketinget. Det er trods alt essensen i vores demokrati. Uanset om man kan lide Riskær eller ej.

Artiklen er en del af temaet Lederen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094