Bravida afleverer nyt rekordregnskab
Bravida Danmark A/S øgede omsætningen med 24 pct. i 2018, mens indtjeningen blev løftet med 41 pct.
Omsætningen er nu på 3,2 mia. svenske kr. mod 2,5 mia. kr. i 2017. I danske kroner svarer det til en omsætning på 2,3 mia. kr. i 2018.
Driftsresultat (ebita) er steget fra 131 mio. svenske kr. til 185 mio. kr. (132 mio. danske kr.).
Dermed forbedrer teknikentreprenøren sit resultat fra 2017, der var det bedste i virksomhedens historie.
- Vi er kommet ud med det bedste resultat nogensinde, hvilket er yderst tilfredsstillende. Omsætningen er endnu engang øget, hvilket i høj grad skyldes organisk vækst, siger adm. direktør Johnny Hey i en pressemeddelelse.
Flere ordrer
Et stærkt fjerde kvartal er blandt andet medvirkende til fremgangen. Virksomheden kan desuden glæde sig over, at udsigterne også er positive med en højere ordreindgang.
Samlet for året 2018 steg Bravida Danmarks ordreindgang med 23 pct. til 3,2 mia. svenske kr. mod 2.5 mia. svenske kr. i 2017.
Om retningen for indeværende år siger Johnny Hey:
- Fremadrettet vil vi have et skarpt fokus på at udvikle vores serviceforretning for at sikre en god balance mellem service- og installationsopgaver. Desuden oplever vi en efterspørgsel på nye tekniske løsninger til automatisering og energioptimering, og nu handler det om at levere bedst muligt på denne efterspørgsel.