23948sdkhjf

Nu kan modulvogntog køre på hele ringvejen rundt om Næstved

Det er nu muligt for modulvogntog at køre på hele ringvejen rundt om Næstved

Vejdirektoratet har i samarbejde med Næstved Kommune netop åbnet det sidste stykke af ringvejen rundt om Næstved for kørsel med modulvogntog, i alt cirka 10 kilometer.

Dermed er en vigtig brik i infrastrukturen for modulvogntog mellem Slagelse/Ringsted og Bårse/Vordingborg på plads, hvilket vil give erhvervslivet flere muligheder for at optimere transporterne i regionen.

- Vi er nu færdige med udvidelse af modulvogntogsnettet rundt om hele Næstved, siger afdelingsleder Mette Bentzen fra Vejdirektoratet og tilføjer:

- Dermed har vi taget et stort skridt mod at skabe et sammenhængende vejnet for modulvogntog på Midt- og Sydsjælland.

Fælles investering
At modulvogntog kan benytte ringvejen rundt om Næstved medfører også, at antallet af almindelige lastbiler gennem Næstved by alt andet lige vil blive reduceret.

Modulvogntog og miljøet

Et modulvogntog er et vogntog på op til 25,25 meter, som er koblet sammen af to eller tre enheder såsom lastbil, anhænger, trækker, sættevogn eller kærre

Modulvogntog må samlet veje op til 60 ton

Modulvogntogsordningen har til formål at forbedre produktiviteten, øge trafiksikkerheden, forbedre miljøet og mindske trængslen

Dertil kommer, at kapaciteten af to modulvogntog svarer til kapaciteten af tre almindelige vogntog, hvilket mindsker antallet af lastbiltransporter, til gavn for miljøet

- På den måde kan man sige, at den fælles investering, både fra statens og vores side, i en ringvej rundt om Næstved, på mange måder er gaven, der bliver ved med at give. Ikke nok med at vi får færre lastbiler gennem byen, så er det også godt for miljøet, at vi helt generelt får færre lastbiler på vejene, fordi modulvogntog jo netop kan rumme mere gods. Det glæder mig, at staten retter sit trafikale blik mod Næstved, og at vi har et så godt samarbejde med Vejdirektoratet. Nu glæder jeg mig til flere vejinvesteringer her i det sydsjællandske, lyder det fra Næstveds borgmester, Carsten Rasmussen.

Stadig forsøgsordning
Modulvogntog kører som en forsøgsordning, der startede i 2008, og som indtil videre er forlænget frem til 2030.

Fra begyndelsen bestod vejnettet primært af et begrænset hovedvejsnet på cirka 1.000 kilometer samt udvalgte transportcentre, havne og omkoblingspladser.

Efter flere udbygninger består vejnettet for modulvogntog af cirka 4.800 kilometer, herunder over 600 kilometer kommunal vej samt adgang til over 265 områder og virksomheder.
Kaptain

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.242