23948sdkhjf

Totalrenovering åbner RUCs hjerte indvendigt

Bygning 3 på Roskilde Universitet (RUC) har været gennem en omfattende renovering. Nu har Bygningsstyrelsen overdraget RUC nøglerne til bygningen, som bliver universitets hjerte og hovedbygning med reception, undervisning og kontorer. 

Den 8.000 kvm store bygning er blevet åbnet op indvendigt, og ombygningen har givet brugerne mere plads og en mere overskuelig indretning. Udover receptionen får universitetets Institut for Mennesker og Teknologi i stueetagen tre store undervisningslokaler og rum til Ph.d.-studerende. På 1. sal kan universitetsledelsen se frem til nye storrumskontorer og moderne mødefaciliteter.

Totalentreprenør på projektet er Hoffmann, der vandt opgaven i november 2017 sammen med Vilhelm Lauritzen Arkitekter. 

Penge fra 750 millioners pulje
Bygningen, der er RUC's tredje største, havde stået tom i flere måneder, fordi den ikke levede op til brugernes behov. Universitetet og Bygningsstyrelsen besluttede derfor at renovere bygningen, og den er i løbet af 2018 blevet omdannet til en moderne administrations- og undervisningsbygning. 

Budgettet for renoveringen var 77 millioner kroner. Projektet er muliggjort ved hjælp af en pulje på 750 millioner kroner, der er afsat til såkaldt funktionel fornyelse og ekstraordinært vedligehold af de danske universiteter. Midlerne skal sikre, at universiteterne kan få bragt forældede bygninger op til moderne stand og nye funktioner, uden at huslejen stiger uforholdsmæssigt meget.

RUC's nye hovedbygning lever desuden op til nutidige energikrav, hvor der blandt andet er etableret ny ventilation, solafskærmning og køling. 

- Brugernes behov ændrer sig naturligt over tid, og vi har derfor tænkt fleksibilitet ind i renoveringen. Det betyder, at vægge kan flyttes og rum ændres, uden at bygningens nye tekniske installationer som varme, køling og ventilation påvirkes eller skal omlægges. Det gør det langt nemmere og ikke mindst billigere at ændre bygningen i fremtiden, siger Bygningsstyrelsens direktør Rasmus Brandt Lassen.

Roskilde Universitet fik Bygning 3 overdraget den 15. januar 2019.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128