Nyt om navne
Intego
Martin Jørgensen, el-installatør, er ansat som afdelingschef hos den tekniske servicepartner Intego i København inden for el-teknisk installation og service.
Martin har en baggrund som elektriker samt el-installatør og har de seneste 15 år arbejdet hos Solar. Her har han de seneste syv år haft ledelsesansvar og kommer senest fra en stilling som afdelingschef for Solar Region Øst. Derfor vil han med sin mangeårige ledelsesindsigt samt kendskab til branchen og lokalområdet bidrage positivt til den fortsatte udvikling og vækst af Integos aktiviteter på Sjælland.
Moe
Pia Clausen, maskin- og produktionsingeniør, er ansat som Projektchef hos Moe Rådgivende Ingeniører | Energi & industri i Aarhus. Pia har 28 års erfaring, de seneste fire år som chefrådgiver hos Viegand Maagøe.
Pia har stor erfaring inden for produktionsteknologi, energieffektiviseringsløsninger og bæredygtighed i primært fremstillingsindustrien i ind- og udlandet.
Hun er er registreret energisynskonsulent. Desuden er Pia særlig sagkyndig inden for det europæiske CO2-kvotesystem og internationale energiledelsessystemer.
Troels Hedegaard Madsen, ingeniør, er ansat som Seniorfagingeniør | Byggeri til Byggeri i Fredericia. Troels skal styrke HVAC-teamet i Moe Byggeri Syddanmark.
Troels er uddannet teknikumingeniør (husbygning) og har 34 års erfaring, de seneste 10 år som VVS-ingeniør/fagleder hos Rambøll Danmark A/S.
Claus Christian Skov Nielsen, civilingeniør, er ansat som som Fagingeniør | Energi & Industri i Aarhus. Claus er uddannet civilingeniør og har 11 års erfaring.
Han kommer fra en stilling som ingeniør hos Rambøll Danmark A/S, hvor han primært har arbejdet med Finite Element-modellering og stålkonstruktioner inden for energi- og industriopgaver, såvel offshore som onshore. I Moe vil Claus bidrage med sin store faglighed og erfaring inden for projektering af industriopgaver og være med til at videreudvikle og styrke markedsområdet Energi & Industri.
By & Havn
Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn, fylder 50 år torsdag 17. januar.
Hun er oprindeligt uddannet civilingeniør og startede sin karriere inden for forskningens verden med en Ph.d. i arkitektur og design.
Hun har en lang karriere i Københavns Kommune bag sig, og varetog fra 2010-2015 den ansvarsfulde post som direktør i Økonomiforvaltningen kun afbrudt kortvarigt af en stilling som konstitueret. adm. direktør i Sundheds- og omsorgsforvaltningen.
I 2015 blev Anne Skovbro filantropidirektør i Realdania, og i august 2018 tiltrådte hun stillingen som adm. direktør i By & Havn. En stilling hun selv betegner som en drømmestilling.
Anne Skovbro varetager desuden adskillige bestyrelsesposter og har deltaget i forskellige kommissioner.