23948sdkhjf

C.F. Møllers topchef siger stop - her er afløseren

C.F. Møller Architects' nuværende vicedirektør, jurist Lone Bendorff, indtræder i partnerskabet og udnævnes samtidig til ny administrerende direktør i arkitektfirmaet.

Den nyværende topchef, arkitekt og partner Klaus Toustrup har de sidste fem år sideløbende med udviklingen af store projekter varetaget rollen som administerende direktør. Det i en tid, hvor der var behov for fokus på C.F. Møllers forretningsudvikling og en professionalisering af hele organisationen. Klaus Toustrup har nu valgt, at tiden er inde til at sende stafetten videre og selv igen fokusere mere på udvikling af arkitekturen gennem kunderelationer og akkvisition af nye projekter.

Klaus Toustrup fortsætter i C.F. Møllers direktion samtidig med, at han overdrager stafetten som CEO til Lone Bendorff. 

- Det er med fornøjelse og tryghed, at jeg sender stafetten videre til Lone. Hun har længe været en betydelig del af vores ledelsesteam og får nu fuld fokus på videreudviklingen af C.F. Møllers position og potentiale. Lones internationale erfaringer fra hendes tid hos Vestas, og hendes tæft for at afkode og accentuere C.F. Møllers unikke kultur og værdier, gør Lone til et stærkt ledelsesmæssigt og fremadrettet omdrejningspunkt for hele C.F. Møller-koncernen i fremtiden, udtaler Klaus Toustrup. 

Kom til firmaet i 2015
Lone Bendorff kom til C.F. Møller Architects i 2015 fra en stilling som Senior Vice President Legal & Risk Management hos Vestas og indtrådte i august 2017 i direktionen som vicedirektør, og hun udtrykker både stor glæde og ydmyghed over udnævnelsen til CEO. 

- Jeg glæder mig til den nye rolle, og selv om jeg går til den med en vis ærefrygt og respekt, så føler jeg mig samtidig godt klædt på til opgaven, siger Lone Bendorff og fortsætter:

- Arkitekter indgår i en lang række formelle og uformelle partnerskaber i realiseringen af både små og store projekter. Her skal både menneskelige relationer og forståelse af alle parters interesser og økonomiske forudsætninger tænkes ind, og jeg føler mig rigtigt godt hjemme i præcis det krydsfelt, som vi deler med resten af byggebranchen. 

Lone Bendorff er uddannet jurist ved Aarhus Universitet og Kings College, London. Før C.F. Møller Architects og Vestas var hun jurist hos Gorrissen Federspiel fra 1998 til 2005. 

Direktionen udgøres nu af CEO Lone Bendorff, bestyrelsesformand Klavs Hyttel, økonomidirektør Birgit Møller og partner Klaus Toustrup. 

Partnerkredsen består af arkitekterne Klaus Toustrup, Klavs Hyttel, Michael Kruse, Julian Weyer, Mads Mandrup Hansen, Lone Wiggers, Mårten Leringe og Christian Dahle og jurist Lone Bendorff. 

Der er syv associerede partnere, som er arkitekterne Jonas Toft Lehmann, Rune Bjerno Nielsen, Lasse Vilstrup Palm, Ola Jonsson, Rolf Nielsen, Thue Borgen Hasløv og Franz C.A. Ødum. 

C.F. Møller Architects har i dag cirka 350 medarbejdere fordelt på kontorer i Aarhus, København, Aalborg, Oslo, Stockholm og London. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14