LICITATIONEN MENER: Tilpasningsevne uden risikoafdækning kan koste indtjening
Af Klaus Tøttrup
Paradokserne dukker op som svampe i en fugtig skovbund, når talen falder på bygge- og anlægsvirksomhedernes indtjenings- og tilpasningsevne. Faktisk går det bedre med tilpasningen end med indtjeningen. Og det er i sig selv et paradoks, som er lige ved at overskygge det faktum, at flere af byggeriets virksomheder, trods sprængfyldte ordrebøger, ikke formår at tjene penge. Hos nogle er indtjeningsevnen så ringe, at de må dreje nøglen.
Og den manglende indtjeningsevne hænger meget mere sammen med tilpasningsevnen, end man måske lige går og tror.
Tilpasningsevne betyder nemlig reelt set ofte, at man bevæger sig ud i opgaver, hvor man ikke altid har den fornødne spidskompetence. Det gør man enten for at tækkes bygherren eller andre samarbejdspartnere. Eller fordi man ikke helt har overskuet konsekvenserne af at arbejde med en opgave, som man ikke har tilstrækkelig erfaring med. Indtjeningsmarginalerne er så små i dag, at selv den mindste fejl eller forsinkelse er afgørende for, om opgaven giver over- eller underskud.
I bund og grund handler det om afdækning af risikoen. Og så længe nogle er klar til at tage en ukalkuleret risiko, så vil paradokserne stadig myldre frem i byggeriet.
Hvis man vil arbejde med opgaver, som ligger uden for virksomhedens spidskompetencer, så skal det gøres velovervejet og planlagt. Og ikke fordi man tror, der ligger guld for enden af regnbuen.
Artiklen er en del af temaet Lederen.
