23948sdkhjf

Projekter for milliarder må udskydes i København

Nye cykelstier. Nye kunstgræsbaner. Flere træer. Parkeringspladser. Bedre fremkommelighed for busrute 6A. 

Det er udpluk af de byfornyelsesprojekter, som der er sat penge af til, og som københavnerne dermed burde kunne se frem til. Men projekterne bliver ikke til virkelighed lige foreløbig. 

En lang række anlægsprojekter, som Københavns Kommune har lovet penge til, får nemlig en lang næse, fordi projekterne bliver udskudt. Det skriver DR P4 København.

Årsagen er statens anlægsloft, som skal begrænse kommunernes forbrug.

Der er tilsyneladende ellers rigeligt med penge i kommunekassen i København. Kommunen er klar til at sætte gang i gravemaskinerne og starte anlægsprojekter for over fem milliarder kroner i 2019. Men efter at have regnet efter, er forvaltningen kommet frem til, at der kun må bruges tre milliarder, hvis ikke anlægsloftet skal overskrides. 

Derfor skal anlægsprojekter til en værdi af over to milliarder kroner sættes i bero. 

Anbefaler at 117 projekter bliver udskudt
Et af de projekter, der risikerer en lang næse, er Ole Kassows hjertebarn. Han har i næsten fem år kæmpet for at gøre handelsgaden Nordre Frihavnsgade på Østerbro i København mere sikker for cyklister og fodgængere, efter der er sket flere uheld. 

Gaden har været plaget af trafikuheld, og to af Ole Kassows egne børn er blevet ramt af en bildør i gaden. Børnene har derfor fået forbud mod at cykle i Nordre Frihavnsgade, hvor biler, cykler og fodgængere skal deles om pladsen i den smalle og hektiske gade. 

Glæden var derfor stor, da 1. etape af projektet blev bevilliget en million kroner på budgetaftalen for 2018. 

Men nu er projektet havnet på en liste over 117 projekter, som teknik- og miljøforvaltningen anbefaler, at man udskyder til 2020 eller senere for at overholde statens anlægsloft. 

- Det er dybt beklageligt, at vi er havnet på den her liste. Vi har kæmpet for det i mange år, pengene er bevilliget, og pludselig havner vi i en situation, hvor projektet risikerer at ryge ud eller blive syltet i flere år, siger han til DR P4 København. 

Han frygter, at der vil ske alvorlige trafikuheld, før fornyelsen af gaden bliver sat i gang. 

- Det er ikke bare, fordi vi vil have en lidt flottere eller skønnere gade. Det er et spørgsmål om, at folk skal kunne cykle i gaden uden at risikere liv og lemmer, siger han til DR P4 København. 

Forhandlinger starter i dag
I teknik- og miljøudvalget mødes politikerne mandag aften for at forhandle om, hvilke projekter der får lov til at blive sat i gang næste år, og hvilke der får en tur i syltekrukken. 

Men der bliver ikke meget at forhandle om, for langt de fleste projekter er allerede fastlåst, enten fordi kommunen er forpligtet til at udføre dem af loven, eller fordi byggerierne allerede er aftalt. 

- Forhandlingerne bliver en ganske ubehagelig øvelse, siger socialdemokratiets gruppeformand i København, Lars Weiss, til DR P4 København. 

På listen over de 117 projekter, som forvaltningen vil udskyde, finder man projekter som stammer helt tilbage fra 2012, som venter på at blive sat i gang. 

Ninna Hedeager Olsen, der er teknik- og miljøborgmester (EL), frygter derfor, at køen af projekter vokser yderligere: 

- Jeg synes, det er rigtigt trist for København, at vi har så mange projekter, som ikke bliver til noget. Det er jo ikke bare 'flødeskum'. Det er den grundlæggende drift og vedligehold af byen, der er tale om, siger hun til DR P4 København.

- Det her er ikke flødeskumsprojekter
Det er statens anlægsloft, der tvinger Københavns Kommune til sætte projekterne på pause. Anlægsloftet sætter en grænse for, hvor meget kommunerne må bruge på bygge- og renoveringsopgaver. 

Men loftet forhindrer politikerne i at udvikle byen, som vokser hastigt i disse år, og derfor bør regeringen lempe på kravene, så kommunerne får lov til at bruge flere af deres penge, mener Lars Weiss. 

- Vi må lægge pres på Christiansborg og sige: Det her er ikke flødeskumsprojekter. Det er kommunal kernevelfærd som veje og cykelstier. I bliver nødt til at lempe på anlægsloftet, siger han til DR P4 København. 

Men der er ingen julegave i form af et lempet anlægsloft på vej fra regeringen.

 

Vil ikke bringe brænde til bålet
- Dansk økonomi er i topform, og jeg er optaget af, at det ikke sættes over styr. (...) Det er vigtigt, at vi ikke lægger brænde på et i forvejen ophedet bål. For der er allerede mangel på hænder i bygge- og anlægserhvervene, lyder det i et skriftligt svar fra økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøl-Bille (LA) til DR P4 København. 

Også Roger Buch, der er kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, mener, det er fornuftigt, at kommunerne ikke får lov til at give den los, selvom man har penge på kistebunden. 

- For at undgå, at man får sat gang i alt for meget og får en overophedning af økonomien, så har man lavet denne her ramme (anlægsloftet, red.), som gør, at kommunerne ikke bare kan sætte gang i alle de projekter, som de har lyst til, siger han til DR P4 København. 

- Hvis man giver kommunerne lov til at give los med byggeriet, så risikerer man overophedning, prisstigninger og andre uheldige samfundsøkonomiske effekter, siger han til DR P4 København. 

På Østerbro er Ole Kassow dog uforstående over for, at Christiansborg skal blande sig i politikken i København. 

- Når man har kæmpet så længe og endelig er kommet igennem til politikerne, så virker det mildest talt lidt hovskisnovski, at der sidder politikere på Christiansborg, som ikke har noget som helst med politikken i København at gøre, som får indflydelse på liv og førelighed for de mennesker, der bor her, siger han til DR P4 København.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093