23948sdkhjf

Et overflødigt gebyr afskaffes fra nytår

Gebyret for affaldsadministration har været problematisk fra starten. Fra nytår er det slut, påpeger Dansk Byggeri

Bygge- og anlægsbranchen har fået en tidlig julegave af regeringen og Dansk Folkeparti.

De har lyttet til kritikken og afskaffet affaldsadministrationsgebyret på erhvervsaffald - en regning som virksomhederne hvert år har fået ind ad brevsprækken, uanset om de benyttede de offentlige genbrugspladser eller ej.

Gebyret for affaldsadministration har været problematisk fra starten. Dels har det været uigennemsigtigt for virksomhederne, hvad det egentlig dækkede over.

Dernæst har det forholdsvis beskedne gebyr i flere tilfælde kostet kommunerne mindst lige så meget at opkræve og administrere, som der kom ind i kommunekassen. Den slags gebyrer fortjener kun at blive afskaffet hurtigst muligt.

Siden gebyret blev indført i 2012 har Dansk Byggeri haft det med i sin årlige analyse af, hvor erhvervsvenlige landets 98 kommuner er. Og når virksomhederne bliver spurgt om administrative byder, så har de altid peget på administrationsgebyret som en af de mest irriterende administrative og overflødige byrder.

Gebyret varierer i dag mellem 0 kroner og 1.040 kroner om året, alt efter hvilken kommune virksomheden har adresse i. Det har naturligvis været et ekstra irritationsmoment ved gebyret, at det har varieret så meget fra kommune til kommune, som det har.

Afskaffelsen af administrationsgebyret træder allerede i kraft 1. januar, så virksomhederne kan starte det nye år med en administrativ byrde mindre.

Tak for julegaven og godt nytår.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093