Ny københavnerbro afslører havnens længste bænk
På søndag 16. december indvier Københavns Kommune Alfred Nobels Bro, som forbinder de nye bydele Teglholmen og Enghave Brygge i Sydhavnen.
Broen bliver samtidig et oplagt sted at gøre ophold og nyde den fantastiske udsigt fra havnens længste bænk, der er bygget som en integreret del af broen.
Københavns broer er blevet kendt for at være mere end blot passager hen over vand. Flere af broerne er spektakulært designet og er blevet til populære udkigs- og opholdssteder. Den nye er ingen undtagelse.
Her får københavnere og turister endnu en mulighed for at stoppe op og nyde roen ved byens kanaler.
En vigtig brik for infrastruktur
Broen er designet med bænke på 70 meter langs den sydvestlige side, hvor man kan sidde og nyde havnen og havnemiljøet i det nye Sydhavn.
- Broen bliver med tiden et populært opholdssted, og den vil samtidig være en vigtig brik i forhold til at løfte infrastrukturen i den sydlige del af København. De bløde trafikanter får en nem og rolig forbindelse langs vandet mellem Sydhavnen og centrum, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).
Ruten bliver især et godt alternativ for cyklisterne til den stærkt befærdede Vasbygade, som er præget af tung trafik og kan virke larmende og utryg, mener hun.
En direkte rute til indre by
Alfred Nobels Bro er foreløbig den sidste planlagte bro på Havneringens 13 km lange rute, der gør det nemt for bløde trafikanter at komme hele vejen rundt langs Inderhavnen.
Indtil nu har cyklister, løbere og fodgængere kunnet benytte Belvederebroen fra 2016, som ligger mellem Enghave Brygge og Frederiks Brygge.
Med Alfred Nobels Bro kommer der en bro over Frederiksholmløbet, hvilket skaber en mere direkte rute mellem det nye Sydhavn og Indre By. Boligområderne på begge sider af broen er fortsat under opbygning, så man vil i den første tid have oplevelsen af at færdes på en byggeplads, men omvendt har man så mulighed for at følge udviklingen af Københavns nyeste bydel på tætteste hold.
I første omgang bliver Alfred Nobels Bro kun åbnet for cyklister og fodgængere, men når metroarbejdet på den nye sydhavnsgren er færdigt i 2024, bliver der desuden åbnet for bilister, for en nemmer tur til og fra de nye bydele i Sydhavnen.
Når der ikke kan åbnes for biler før 2024, skyldes det, at der skal være plads til metroens anlægsarbejde.
4.200 tons beton til ny broAlfred Nobels Bro er navngivet i sammenhæng med de kommende vejnavne på Enghave Brygge, som bliver opkaldt efter modtagere af Nobels Fredspris. |