Forbruget af kul er styrtdykket
Når der de næste par uger skal bages brunkager, koges klejner og fyres op for julelyskæderne i de danske hjem kommer energien i højere grad fra vedvarende energi.
I 2017 var det lidt mindre klimabelastende at bruge strøm og varme i de danske virksomheder og husstande.
Det viser seneste udgave af Energistyrelsens årlige energistatistik. Forbruget af kul til produktion af varme og elektricitet er faldet med 25,5 pct. på blot ét år. Tallet svinger fra år til år, alt efter, hvor meget vedvarende energi vi producerer og benytter, men tendensen er klar, viser statistikken. Kul er hastigt på vej ud af det danske energimix.
- Det er gode nyheder, at energi fra kul er faldet mere end en fjerdedel i 2017. Selvom der er udsving fra år til år, viser det, at det går den rigtige vej med omlægningen af de kulfyrede kraftværker og regeringens mål om at få sendt kullene på livslang pension inden 2030, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).
Vedvarende energi
Den afgørende faktor i det kraftige fald i forbruget af kul er omlægningen til biomasse i de centrale kraftvarmeværker.
Dertil kommer en stigning i vindenergi i 2017 i forhold til 2016.
Det samlede forbrug af vedvarende energi er vokset tilsvarende og steget med 11,4 pct. fra 2016 til 2017. Samtidig er CO2-udledningerne fra vores energiforbrug faldet med 6 pct. i takt med, at energiforbruget i højere grad er kommet fra vedvarende energikilder.
Giganternes datacentre
Men selv om udviklingen går den rigtige vej, så er der stadig en udfordring, mener direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen.
- Vi kigger ind i et stigende energiforbrug qua alle de nye datacentre, som virksomheder som Google og Facebook bygger. Det er en god historie, at vores energisikkerhed er så høj, at de vil lægge deres datacentre i Danmark, men det betyder også at vores energiforbrug stiger og dermed skal den grønne omstilling kunne følge med. Den udfordring bliver ikke nemmere i fremtiden. Derfor skal vi sikre en øget elektrificering, mere vedvarende energi og en øget energieffektivitet, siger han.
Sammenlignet med 1990 er de korrigerede CO2-udledninger faldet med 38,3 pct.
Siden 2010 er kulforbruget reduceret med 60 pct. og siden 1990 er kulforbruget reduceret med 74 pct.