Tiltalt i kartelsag: Jeg lånte tilbud på grund af stress
En 49-årig kvinde kan ikke se, at hun skulle have gjort noget galt, da hun fik kopier af konkurrentens tilbud og tilpassede sin egen pris i forbindelse med udbud i nedrivningsbranchen.
Hun sidder alligevel på anklagebænken ved Retten i Hillerød torsdag sammen med sin far. De er tiltalt for at have været en del af et kartel og deltaget i ulovlige aftaler om pris. De nægter sig begge skyldige.
Sagens kerne handler om, hvorvidt de har kunnet sætte den fri konkurrence ud af spil ved i al hemmelighed at aftale priser på både offentlige og private tilbud.
Anklager Robert Hansen argumenterer for, at firmaet har lånt priser til og fra konkurrenten. Problemet ved det er, at man ikke må tale sammen inden et tilbud, da man ellers kan tilpasse sin pris i strid med konkurrenceloven.
Men den 49-årige kvinde forklarer, at hun kun har lånt tilbud af konkurrenten Søndergaard Nedrivning på grund af tidsnød.
- Jeg kan ikke nå at regne dem selv. Det er panik, frustration, stress, siger hun i retten.
- Vi låner prisen, men det er ikke for at vinde noget på det. Jeg kan simpelthen ikke se, at det er forkert. Vi er ikke interesseret i selve ordren.
For at undgå at få ordren lægger hun firmaets egen pris højere end konkurrentens.
- Jeg har fået deres pris. Så skal jeg bare lægge mig så langt væk, at jeg er uinteressant.
Den tiltalte uddyber, at man sender tilbud på uønskede opgaver for at sikre sig chancen en anden gang.
- Vi sender tilbud på opgaver, vi ikke vil have. Det gør vi for at vise flaget, ikke at virke uhøflige eller risikere ikke at blive spurgt igen, siger hun.
Kvinden har også sendt kopi af sine tilbud til Søndergaard Nedrivning, men forklarer det med, at de nok heller ikke kunne nå at regne på en tilbudspris.
Netop Søndergaard Nedrivning har en nøglerolle i sagskomplekset. En leder i firmaet har været whistleblower.
Som tak for indsatsen har han selv fået et tiltalefrafald. Han straffes altså ikke. Men betingelsen er, at manden hjælper med at afgive forklaring i retten.
Det er Bagmandspolitiet, som har efterforsket sagen om de aftalte priser.
I alt otte direktører og ledere i nedrivningsbranchen er blevet mødt med krav om fængsel for at have aftalt priser i smug.
I denne sag er den samlede entreprisesum omkring ti millioner.
Det er første gang, at anklagemyndigheden går efter fængsel i kartelsager.
Tidligere er der i den slags sager blevet givet bøder, men Folketinget strammede skruen i 2013 og gjorde det muligt at skærpe straffen til fængsel.
Retssagen torsdag er den anden sag i rækken. I den første sag slap en 76-årig med en bøde på 100.000 kroner. Dommen er blevet anket af begge parter.
/ritzau