23948sdkhjf

Kom brødre lad os rejse !

Flot bog om de vandrende svende skal åbne de unges øjne for håndværksfagene og sende flere svende på valsen

Lad det være sagt med det samme. Suzi Elena Apelgrens bog om de vandrende håndværkere - naverne - er en fremragende fortælling. Den er nemlig skrevet med lige dele hjerte og forstand.

Bag de fantastiske, og fascinerende fortællinger om naverne titter bogens budskab frem. Forfatteren skriver således i forordet, at "med vores rodløse samfund og globalisering, er tiden kommet til at ryste fjerene - støve den gamle tradition af og genoptage de klassiske dyder og sende den unge håndværkersvend ud i verden med det formål at uddanne og danne ham eller hende som fagperson og menneske gennem udveksling af fag og kultur. Og dermed skabe grundlag for et virksomt og selvstændigt liv i forståelse og respekt for andre mennesker, andre kulturer".

Et fromt ønske, som også indeholder håbet om, at håndværksfagene igen skal komme til ære og værdighed i en tid, hvor de fleste unge vælger de boglige uddannelser. Og i en tid, hvor arbejdskraften bevæger sig over grænserne og hvor kulturer mødes.

Nerve og nærvær
Bogen om naverne er et digert værk på 458 sider og med mere end 400 fotos. Selvom historien fortælles kronologisk, så kan bogen med stor fordel også bruges som opslagsværk og til fordybelse i enkelte emner.

Der er også en række QR-koder i bogen, som gør det muligt at se videooptagelser af vore dages navere.

Bogen

”Naver – med håndværkerne på valsen”
458 sider
Pris: 299,- kr.
(plus forsendelse)
Forlaget Klithedegården
www.forlagetklithedegaarden.dk

Forfatteren er selv formet af håndværker- og arbejdermiljøet på den stolte måde, og det fornemmer man tydeligt i den lange række af interviews, breve og fortællinger om navernes liv og levned i fortiden såvel som i nutiden.

Sammen med sin mand, journalisten Morten Bergholt, har forfatteren fulgt de vandrende håndværkere i mere end seks år. Helt tæt på. Det er med til at give fortællingerne nerve og nærvær.

Selv om bogen nøgternt, konkret og interessant beskriver navnernes historie og de mange laug, regler og forordninger for svende på valsen, så er der stor følsomhed i skildringen og samtalerne med nutidens vandrende svende.

Det er vel egentlig sådan, at enhver håndværker burde drage ud i det blå for at blive dygtigere håndværkere og bedre verdensborgere ved i 3 år og én dag at leve det frie liv.

Har man ikke mod på det, så er Suzi Elena Apelgrens bog en ganske glimrende erstatning - og for nogle måske den afgærende inspiration til at tage på valsen.

Artiklen er en del af temaet Boganmeldelser.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094