23948sdkhjf

Engang var gråt det nye sort

Betonbyggeri er en del af bygningsarven, og nu har Realdania købt en markant erhvervsejendom fra 1960’erne for at blive klogere på bevaringen af det grå guld

Grimt. Gråt. Ghetto. 60’ernes og 70’ernes betonbyggerier har i mange år haft et dårligt ry, og modernismens hotteste materiale er i dag nærmest blevet et skældsord.

Men betonbyggeri er også en del af vores bygningsarv, og Realdania By & Byg har købt administrationsbygningen for glasfirmaet J. A. Alstrup for at sikre et ikon og give konkrete løsninger til betonrenovering.

Halvtreds års vejr og vind er begyndt at sætte sine tydelige spor på betonbyggeriernes rå overflader, hvis de da ikke er blevet camoufleret med facadebeklædninger eller maling. Begge dele udgør - på hver sin måde - en fare for, at betonbygninger forsvinder og med dem vigtige vidnesbyrd om en senmodernistisk bygningstypologi.

Udskældt og helt unikt
- Vi er glade for købet af Glasalstrups administrationsbygning, der med sin enorme tagkonstruktion - et betongitter støbt på stedet - er en enestående eksponent for senmodernistisk erhvervsarkitektur. Beton som byggemateriale er udskældt af mange, men når det anvendes som i tilfældet her, bliver udtrykket helt unikt, siger Realdania By & Bygs adm. direktør, Peter Cederfeld i en pressemeddelelse.

Konstruktionen med betongitteret, der bliver båret af en række betonsøjler, som får det til at se ud som om, at taget svæver en meter over en let glasboks er tegnet af Aarhus-arkitekten Knud Blach Petersen i 1967.

Men også bygherren, glasfirmaet J.A. Alstrup, var dristig i forhold til sin samtid. Glasboksen er oprindeligt opført som et knap tusind kvadratmeter søjleløst lokale og er et af de første eksempler på et åbent kontorlandskab i Danmark.

Godt rustet
Behovet for arkitektonisk vellykkede betonrenoveringer i Danmark vil vokse i løbet af de næste årtier.

Bygningerne er sårbare overfor den naturlige nedbrydning af beton, som på sigt fører til porøsitet, fugtindtrængning og skader på beton og armering.

- Derfor er det også meget vigtigt, at vi får opbygget solid viden og udviklet konkrete løsninger til renovering af betonbygninger, så vi er godt rustet til den opgave, vi står overfor i de kommende år, hvor vi vil se, at også betonbyggerierne er en del af vores fælles bygningsarv, siger Peter Cederfeld.

Kaptain

Arkitekten bag byggeriet

Administrationsbygningen er tegnet i 1966-67 af Knud Blach Petersen (1919-2008)
Knud Blach Petersen er den aarhusianske arkitekt, der har bygget flest boliger
Han har tegnet en lang række markante byggerier, der i dag står som urbane ikoner i Aarhus, heriblandt Busgadehuset, Føtexhuset i Guldsmedgade, Landmandsbanken på Store Torv og BP-Huset
(nu Europahuset) – og Gellerupplanen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142