LICITATIONEN MENER: EU-forslag smadrer den danske model og truer byggeriet
Det danske dagpengesystem er ofte i fokus. Dels fordi dagpengene udgør en ganske betragtelig udgift, dels fordi systemet er med til at holde arbejdskraften standby i perioder med lav aktivitet.
Dagpengene er en central del af "den danske model", som blandt andet gør det lettere at hyre og fyre end i andre EU-lande, men som også omfatter et sikkerhedsnet i form af a-kasser og en målrettet og aktiv beskæftigelsespolitik. Flexicurity-modellen, som den danske arbejdsmarkedsmodel også kaldes, er helt unik og er et udtryk for, at arbejdsgivere, arbejdstagere og politikere helt pragmatisk har fundet sammen om en model, som sikrer fleksibel adgang til kvalificeret arbejdskraft.
Nu er modellen - igen - under angreb. Står det til EU-Parlamentet skal det nemlig frem-over være muligt for en borger fra et andet EU-land at rejse til Danmark og modtage danske dagpenge stort set med det samme. Altså efter blot en enkelt dags arbejde.
Det vil sætte det danske dagpengesystem så meget under pres, at arbejdsmarkedets parter og politikerne bliver nødt til at overveje, om staten vil kunne fortsætte med at bidrage til finansieringen af dagpengesystemet.
I byggeriet vil en forringelse af dagpenge-systemet få alvorlige konsekvenser og på længere sigt vil det kræve helt nye ansættelsesformer og forringe branchens omstillingsevne.
De danske politikere i EU-Parlamentet må tage boksehandskerne på og kæmpe for sagen - og sende forslaget til tælling.
Artiklen er en del af temaet Lederen.