23948sdkhjf

Danske virksomheder har succes med grønne forretningsmodeller

For nylig blev nordjyske Komproment hædret af SMV Europe som årets startup-virksomhed.

Prisen er udløst af flere års målrettet arbejde med bæredygtighed. Et arbejde som i 2017 nåede en foreløbig milepæl med Cradle to Cradle-certificering af tag- og facadeprodukter i tegl og naturskifer.

Komproment er nu stærkt på vej mod et gennembrud på flere eksportmarkeder, og netop Cradle to Cradle-logoet viser sig at være en effektiv døråbner i både ind- og udland:

- Cradle to Cradle er et godt afsæt for en dialog. Frem for ’bare’ at snakke om en facadeplade giver det os mulighed for at fortælle om, hvad vores produkter kan bidrage med i et større perspektiv. Cirkulær økonomi er et emne, som er meget oppe i tiden. Så det at komme med noget, som er dokumenteret bæredygtigt, modtages meget positiv, fortalte CSR- og miljøchef Mads Røge, da han onsdag deltog i et seminar om Cradle to Cradle på Building Green i København.

Og Komproment er langt fra den eneste danske virksomhed, der har succes med at arbejde med Cradle to Cradle. Kalk, Egetæpper, Dansign og Troldtekt er andre eksempler på virksomheder, der har positive erfaringer med at bruge Cradle to Cradle til produkt- og forretningsudvikling.

Troværdighed, anerkendelse og hårdt arbejde
Vært på seminaret var virksomheden Vugge til Vugge, der både rådgiver om cirkulær forretningsudvikling og er akkrediteret til at foretage vurdering af data i forbindelse med Cradle to Cradle-certificeringer.

CEO Annette Hastrup forklarer de danske virksomheders succes med, at Cradle to Cradle er en international tredjeparts-certificering, som er stærk på dokumentation. Og med dokumentationen følger troværdighed og anerkendelse.

Er man leverandør til byggebranchen, er det også en stor styrke, at et Cradle to Cradle-produkt bidrager med point til byggecertificeringerne LEED og BREEAM. 

- Og så har Cradle to Cradle en holistisk tilgang til bæredygtighed. Virksomhederne oplever, at det bliver et strategisk værktøj for ikke bare udvikling af produkter, men af hele organisationen, forklarer hun.

At det også er hårdt arbejde at flytte organisationen i en bæredygtig retning, lægger virksomhederne ikke skjul på:

- Det er en stor opgave, og vi arbejder med det hver dag. Men det skaber også en kæmpe stolthed internt i organisationen, fordi medarbejderne føler, at de er med til at gøre en forskel, sagde marketing manager Lone Ditmer fra Dansk Wilton, som blev certificeret tidligere i år.

Forbrugere som forandringsagenter
Med på seminaret var også Jakob Zeuthen, medforfatter til bogen ’Mærk din forretning’, som har analyseret 51 forskellige miljømærker. Han er ikke i tvivl om, at miljømærkning kommer til at fylde mere og mere:

- Fremtiden vil byde på flere mærker og flere mærkede produkter. Lovgivningen går langsomt, mens mærkerne er frivillige, meget agile og kan være med til at presse en udvikling i gang. Forbrugerne kommer i stigende grad til at fungere som forandringsagenter, fordi de vil være en del af løsningen. Jeg tror, at vi om 10-15 år kommer til at gå og brande os med, hvor bæredygtige vi er, sagde han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.102