Organisationer ærgrer sig over sammenbrudte forhandlinger
Sammenbruddet i forhandlingerne om regeringens storstilede plan for at tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft, gør det sværere at fastholde opsvinget.
Det er reaktionen fra flere brancheorganisationer, der i går var ude at beklage, at regeringen i går måtte opgive at lande en politisk aftale, om sit udspil.
Hos Dansk Byggeri ærgrer underdirektør Louise Pihl sig over, at der ikke kommer en aftale. For dermed lader politikerne de mange virksomheder, der står og mangler arbejdskraft, i stikken, lyder det fra arbejdsgiverorganisationen.
- Virksomhederne står med håret i postkassen. De har ordrerne og muligheden for at vokse, men de mangler medarbejderne. En udfordring, som politikerne kunne være med til at løse for dem, men i stedet for at finde løsninger, så lader de uenighederne vinde, mens virksomhederne bliver ladt i stikken. Der er brug for at finde løsninger, så virksomhederne hurtigst muligt kan få adgang til den arbejdskraft, som de har brug for, og det kan ikke vente til efter et folketingsvalg, siger hun.
Helt uforståeligt
Også installatørernes brancheorganisation Tekniq mener, at det nu bliver sværere for danske virksomheder at fortsætte de senere års vækst.
- Vi står i en situation, hvor der er brug for flere hænder i blandt andet installationsbranchen. Når man ikke vil lempe reglerne om udenlandsk arbejdskraft, gør man det sværere end nødvendigt for de danske virksomheder. Det er uforståeligt og ærgerligt, siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør.
Læs også: Forhandlinger om udenlandsk arbejdskraft bryder sammen