Bispebjerg Psykiatri har valgt byggeledelse
Arbejdet med at skabe Ny Psykiatri Bispebjerg er godt undervejs, og nu er næste skridt på vejen blevet taget.
Således har Arkitema Architects netop vundet udbuddet på at varetage funktionen som byggeledelse og arbejdsmiljøkoordinering på projektet. Arkitema har Cubic Group med som underrådgiver.
Det er en kompleks opgave, hvor vi gør brug af vores store erfaring fra tilsvarende typer opgaver, og jeg er sikker på, at vi gennem organisering, proaktiv styring og godt samarbejde, vil bidrage til at den nye psykiatri bliver færdiggjort som forventet, siger forretningsområdechef Anders Lomholt i en pressemeddelelse.
Som byggeleder skal Arkitema sørge for, at det daglige arbejde på byggepladsen bliver udført som planlagt. Opgaven omfatter ud over byggeledelse også arbejdsmiljøkoordinering af samtlige entrepriser og bygherreleverancer af udstyr og apparatur.
Byggeriet ved Bispebjerg er tegnet at PLH Arkitekter og Friis & Moltke og omfatter opførelse af cirka 21.600 brutto kvadratmeter nybyggeri med plads til i alt cirka 200 sengepladser samt cirka 1.400 brutto kvadratmeter kælder og 4.100 brutto kvadratmeter p-kælder.