LICITATIONEN MENER: Svindel kan true opsvinget og skabe ny finanskrise
Hele den finansielle sektor er under ekstremt pres efter, at en række globale spekulanter og finansfolk har malket flere europæiske statskasser for 410 milliarder kroner ved uberettiget at få refusion af udbytteskat på aktier. Og for ligesom at gøre det hele endnu mere grotesk, så har
spekulanterne og finansfolkene tilsyneladende fået god hjælp af en række store banker, som har været en del af transaktionerne. Nogle inden for lovens rammer, andre angiveligt ikke.
I de virksomheder, hvis aktier har været genstand for svindlen, må der lige nu være grund til bekymring. For ejerne af aktierne er jo de samme, som er under anklage for svindel. Og de har måske endda øget aktieandelen ved at købe flere aktier for penge, som de har hevet op af de europæiske statskasser.
Det er formentlig endnu værre, at mange banker i kølvandet på hvidvask-sager, og nu udbytteskattesagen, sættes så meget under pres, at det kan komme til at gå voldsomt ud over den finansiering, som bankerne normalt stiller til rådighed for virksomhederne. Lukker bankerne pengekassen og afsætter penge til erstatnings- og straffesager, er det ikke blot det danske, men hele det globale økonomiske opsving, der er i fare.
Visse bankers og spekulanters enøjede jagt på profit har svækket moralen og respekten for det at drive hæderlig finansiel virksomhed med indsigt og vision. Paradoksalt i en tid, hvor mange virksomheder forsøger at leve op til krav både socialt og miljømæssigt - og i forhold til hvem de handler med.
Artiklen er en del af temaet Lederen.