Nordjyder lagrer varme i Tibet
Markedet for solvarme i storskala undergår en forandring i disse år, hvor efterspørgslen på totalløsninger med én leverandør stiger og forventes at komme til at dominere markedet fremadrettet.
Derfor investerer den nordjyske solvarmeproducent Arcon-Sunmark i en styrkelse af de interne kompetencer i selskabet og har i sin udviklingsafdeling etableret et dedikeret team med kompetencer inden for damvarmelagring.
På den måde samler Arcon Sunmark kompetencerne for solvarme-produktion og energilagring in-house. Konceptet har allerede været testet, i forbindelse med pionerprojektet i den tibetanske by Langkazi, hvor omkring 85.000 kvm ejendom fremover vil blive dækket af solvarme fra et anlæg med et solfangerfelt på 22.000 kvm og et damvarmelager på 15.000 kvm.
Damvarmelager
Et damvarmelager er et overdækket vandreservoir som tilsluttes fjernvarmenettet. Lageret skal øge fleksibiliteten i fjernvarmesystemet, således at fjernvarmeproduktion og -forbrug kan forskydes tidsmæssigt. Dette vil reducere de samlede varmeproduktionsomkostninger, fordi der dermed kan produceres mere varme, når denne er billig at producere, og som efterfølgende kan bruges når varmen er dyr at producere
|
Eksperter trækker på eksperter
Arcon Sunmark har valgt at nedsætte et hold af eksperter, som fremover skal på banen, når der skal bydes ind på de store totalløsninger, hvor leverandøren ikke kun har blik for selve solvarmeløsningen, men også for den overordnede varmeproduktion og det fjernvarmesystem, som solvarmeløsningen bliver en del af.
En solvarmeløsning, der altså også tæller et varmelager. Eller et damvarmelager for at være helt nøjagtig.
- Vi har valgt kun at sætte fokus på damvarmelagre, fordi vi mener, at det er den bedste billigste måde at lagre varmen på, siger adm. direktør Ole Dalby.
Eksperterne kommer dog ikke til at stå helt på egne ben.
- Vores afdeling afspejler, at det er kvalitet over kvantitet. Vi har et lille team af eksperter in-house, der skal trække på eksterne eksperter siger Ole Dalby.
En debatteret teknologi
I løbet af sommeren har der været en del kritik af damvarmelagring, fordi nogle af lagrene har været ramt af udfordringer.
Men for Ole Dalby er det stadig den bedste og billigste måde at lagre varme på, hvorfor han også godt tør satse på teknologien. Det endda til trods for, at der stadig er lidt børnesygdomme at rydde af vejen.
- Der har været nogen udfordringer med de danske anlæg, men der er også nogen, der kører rigtig godt. Vi tager det bedste fra anlæggene, der er lavet, og udvikler videre på det, siger Ole Dalby og tilføjer:
- Damvarmelagre er omkostningsmæssigt den rigtige måde at gøre tingene på. Vi ser faktisk en stor fremtid for det her.
Damvarme og solvarme i Tibet
Det nye koncept for totalløsninger inklusive varmelager har Arcon Sunmark testet i forbindelse med projektet i tibetanske Langkazi.
- Her har vi etableret det bedste fra de forskellige damvarmelagre og lidt til. Det er vigtigt for os at have afprøvet det, siger Ole Dalby.
Projektet i Tibet har ikke blot været et pionerprojekt udi Arcon Sunmarks kompetencer inden for varmelagring.
For ikke alene har selskabet leveret solpanelerne og etableret damvarmelagere. Selskabet har også stået for at lave fjernvarmenet og indlægge varme i de bygninger, der på sigt skal varmes op af solen.
Etableringen af fjernvarmenet og centralvarme er dog ikke et helt nyt og tredje forretningsben.
- Vi har lavet det i et joint-venture med vores kinesiske samarbejdspartner - det var en del af entreprisen. Hvis det var i Europa, ville vi ikke have kastet os ud det. Det er ikke en vej, vi vil gå i Europa, siger Ole Dalby, der er mere end klar til at sende det nye solvarme/lagrings-koncept ind i kampen om energiprojekterne.
- I fremtiden bliver totalløsninger normen inden for storskala solvarme. Det kræver viden og erfaring at få såvel store som små anlæg integreret i den eksisterende forsyningsstruktur, og vi kan tydeligt se en tendens til, at man i dag foretrækker at have en leverandør, som kan udvikle et samlet projekt, og som i forlængelse heraf kan stå på mål for, at det præsterer efter hensigten, siger Ole Dalby.