23948sdkhjf

400 nye boliger ved havnefront

Lokal entreprenør og pensionskasse sætter sig på de første byggefelter i kæmpe Aalborg-projekt

Et af Danmarks største kystnære byudviklingsprojekter med op mod 400.000 etagemeter nybyggeri går nu for alvor i gang på Aalborgs nordlige havnefront i Nørresundby.

PFA Ejendomme har sammen med A. Enggaard købt fire byggefelter på det kommende Stigsborg Havnefront og vil bygge fire boligkarréer ned til fjorden på samlet set 35.000 kvadratmeter og op til 400 boliger.

- Vi ser Stigsborg Havnefront som noget helt enestående på grund af arealets størrelse og beliggenhed. Det bliver en by i byen med egen folkeskole, detailhandel med videre og også en by med stor diversitet i befolkningssammensætningen. Det har vi gode erfaringer med også fra andre steder i landet, siger ejendomsdirektør i PFA, Michael Bruhn.

Projektet opføres i 4-6 etager og vil rumme boliger til både ejere og lejere. Konkret skal der bygges fire boligkarréer, der adskilles af lokalveje. Ejendommene bliver nabo til Aalborg Kommunes By- og Landskabsforvaltning mod vest, mens grunden mod nord er tiltænkt en ny folkeskole.

- Ejendommene får en særdeles attraktiv beliggenhed midt i området og ned til fjorden. Her vil vi skabe et byggeri i særklasse med blandt andet bæredygtige løsninger og medborgerskab, siger Michael Bruhn.

Foreløbig kulmination
PFA Ejendomme og A. Enggaard ejer i forvejen 51 procent af selskabet Stigsborg P/S, der står for arealudviklingen i området, og har således udnyttet en forkøbsret til byggefelterne. Den resterende del af udviklingsselskabet ejes af Aalborg Kommune.

Bestyrelsesformand i Stigsborg P/S, den tidligere Realdania-direktør Flemming Borreskov, glæder sig over handlen, som han betegner som en milepæl for det enorme projekt:

- Nu vil der inden længe komme byggeaktivet og kraner i området, og det bliver den første store og synlige markering af det meget omfattende byggeri, der kommer til at fylde i området i de næste måske 20-30 år. Det er for mig at se den foreløbige kulmination på mange års forberedelser, siger Flemming Borreskov.

Flere investeringer på vej
Bestyrelsesformanden kan samtidig fortælle, at der er stor interesse for Stigsborg Havnefront. Så der går næppe længe, inden den næste investor præsenteres:

- Vi er i øjeblikket i dialog med en række investorer, og flere af byggefelterne er allerede reserveret til boligforeninger, pensionsselskaber og offentlige formål, siger Flemming Borreskov, mens Aalborg-borgmester forsikrer, at kommunen vil gøre sit til at understøtte projektets udvikling.

Blandt andet bevilligede byrådet for nylig 26 mio. kroner til etableringen af Stigsparken, der bliver Aalborgs største bypark. Man arbejder også på en havnebus og skal til at undersøge mulighederne for en cykel- og gangbro fra Stigsborg til Østre Havn på modsatte side af Limfjorden.

- Det er først nu, hvor grundsalget er blevet igangsat, at vi for alvor får vished for projektets værdi. Derfor glæder det mig meget, at vi allerede nu har solgt den første grund, og at en række investorer har vist interesse. Denne positive udvikling støtter kommunen op om ved at etablere offentlige institutioner i takt med, at byområdet udbygges, siger borgmesteren.

PFA og A. Enggaard forventer at stikke spaden i jorden i første halvdel af 2019. Herefter vil der gå op mod to år, inden de første beboere kan flytte ind.

Byrådet i Aalborg skal på mandag tage endeligt stilling til yderligere et projekt på Stigsborg Havnefront. Det er Nørresundby Boligselskab, der planlægger at bygge 67 almene boliger til familier og seniorer. 

Fakta om Stigsborg Havnefront

Stigsborg Havnefront er et af Danmarks største kystnære byudviklingsprojekter med et samlet areal på 49,4 hektar. Området skal udvikles med 400.000 etagemeter over 25-30 år med afsæt i en masterplan af Tegnestuen Vandkunsten, BOGL og Esbensen/DEM.

Aalborgs nye bydel er placeret på Nørresundbysiden øst for Limjordsbroen og vil primært bestå af leje- og ejerboliger i 4-6 etagers højde samt town-houses/rækkehuse i 2-3 etagers højde. Offentlige institutioner som skole, plejehjem og daginstitutioner samt caféer og mindre butikker indgår også i planerne.

Det samme gør flere markante rekreative elementer. Blandt andet udbygges kajen med en træbro, formet som en ring på 145 meter i diameter, hvoraf halvdelen placeres ude i fjorden. Ringen forbindes med Aalborg og Musikhuskvarteret på den anden side af fjorden via en sejlende havnebus. Der anlægges også en stor bypark.

Etape 1, Parkkvarteret, på 16,3 hektar ligger centralt i området og vil udgøre cirka 188.000 etagemeter. Denne etape skydes i gang med PFA og A. Enggaards projekt. Senere følger etape 2, Havnekvarteret, på i alt 10,8 hektar, som for en stor dels vedkommende er ejet af Aalborg Havn, samt etape 3, Strandkvarteret, på 7,2 hektar.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14