Ny MT Højgaard-boss starter tidligere end ventet
Anders Heine Jensen blev i august udpeget som ny administrerende direktør efter fyringen af Torben Biilmann.
I første omgang blev det meldt ud, at Anders Heine Jensen starter i sit nye job den 1. december, men nu er tidspunktet rykket til den 1. november.
Det oplyser MT Højgaard i en fondsbørsmeddelelse.
- Indtil Anders Heine Jensen overtager, bliver selskabets ledelse fortsat håndteret af formandskab i tæt samarbejde med koncernledelsen. Ved hans udnævnelse som administrerende direktør vil Anders Heine Jensen træde tilbage fra bestyrelsen af MT Højgaard A/S, lyder det i meddelelsen.
Anders Heine Jensen er 54 år, uddannet maskiningeniør fra DTU og har desuden en HD(U) fra CBS. Han kommer til MT Højgaard efter godt syv år som adm. direktør i Burmeister & Wain Scandinavian Contractor. CV’et tæller desuden ansættelser i Ørsted og A.P. Møller-Mærsk. Foruden posten som næstformand i MT Højgaard er Anders Heine Jensen aktuelt bestyrelsesformand i et entreprenørkoncernens moderselskaber, nemlig Monberg og Thorsen. Han er også bestyrelsesmedlem i Haldor Topsøe og DI Energi samt medlem af DI’s Internationale Markedsudvalg. |