Byggeriet af Storstrømsbroen er startet
Anlægget af den nye Storstrømsbro til 4,1 mia. kr. mellem Falster og Sjælland, der skal være klar til de første biler i 2022, blev officielt skudt i gang torsdag.
Det skete med det rituelle spadestik, som blev foretaget af transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen og to borgmestre fra begge sider af sundet:
Borgmester Mikael Smed fra Vordingborg og borgmester John Brædder, Guldborgsund.
- Det glæder mig, at vi nu officielt kan begynde på den nye Storstrømsbro, der bliver Danmarks tredjestørste bro efter Storebælt og Øresund, sagde ministeren fra talerstolen.
Spadestiksarrangementet foregik på Masnedø, hvor elementfabrikken skal ligge.
Start med modvind
Projektet har skullet grave sig forbi en række store sten, inden det nåede til spadestikket.
Det vindende konsortium blev kort før kontraktunderskrivelse ramt af korruptionsanklager i Italien, og siden kom det frem, at to af de tre virksomheder i konsortiet var i store økonomiske problemer.
De to forhold har ført til, at konsortielederen Itinera nu står med hele ansvaret efter de facto at have skrevet de tidligere samarbejdspartnere Condotte og Grandi Lavori Fincosit (GLF) ud.
Condotte og GLF har i dag beskedne ejerandele på samlet 0,02 pct. i konsortieselskabet, hvilket er symbolsk for at sikre, at alt lever op til udbudsreglerne.
1. element sejles ud næste år
Selvom spadestikket foregik torsdag er projektet allerede i gang.
Det indledende arbejde med at etablere elementfabrikken og entreprenørernes arbejdsområde på Masnedø begyndte i september, og byggeriet af selve elementfabrikken og kajanlægget til udskibning af broens elementer begynder senere på året.
Det forventes, at det første broelement til broen er klar til at sejle ud fra fabrikken i foråret 2019.
Storstrømsbroen
|